Udsigt til flere i arbejde i byggeriet
Boligjobordning, almen boligrenovering og mere anlægsarbejde trækker byggebeskæftigelsen fra minus til plus
Det fremgår af Dansk Byggeris konjunkturupdate. Heraf fremgår, at aftalerne vil fremkalde en produktionsværdi ved bygge- og anlægsvirksomhed på godt tre mia. kroner i år og det dobbelte næste år.
Initiativerne vil ifølge konjunkturupdaten medføre en beskæftigelse i bygge- og anlægsbranchen på 4.000 personer i år og 6.700 personer næste år. Dertil kommer afledt beskæftigelse i andre erhverv på 1.400 personer i år og 3.200 personer næste år.
Lille stigning
- Initiativerne kommer så at sige på et tørt sted, fordi beskæftigelsen ville være faldet, hvis ikke politikerne havde handlet med vækstpakke, forhøjelse af Landsbyggefondens renoveringsramme og trafikaftalen, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri, der har udarbejdet updaten.
- Med andre ord er der fortsat ikke tale om et konjunkturbåret opsving. Den øgede aktivitet kan alene tilskrives fremrykning af offentlige og almene investeringer, og så naturligvis den hurtigt virkende effekt på beskæftigelsen, som Boligjobordningen medfører, siger Finn Bo Frandsen.
Samlet vurderes det, at beskæftigelsen i 2013 i forhold til 2012 vil stige med cirka 1.700 personer til 145.000 personer, mens vurderingen for 2014 lyder på 148.500 beskæftigede ved bygge- og anlægsvirksomhed.
Mere renovering
Beskæftigelsen ved reparation og vedligeholdelse vil stige takket være Boligjobordningen og fremrykning af renovering af almene boliger.
Landsbyggefondens investeringsramme er forhøjet i flere omgange, blandt andet sidste år og igen så sent som i sidste måned. Det vurderes, at der alene i 2013 vil blive brugt 5,4 mia. kroner på at renovere, forbedre, isolere og forskønne almene boliger, lyder Dansk Byggeris vurdering.
Også anlægsområdet er begunstiget af voksende beskæftigelse. Således vil forberedelserne til det faste forbindelse over Femern Bælt blive løftet med godt én mia. kroner i 2013-2014 i form af fremrykning af produktionsarbejdspladsen ved Rødbyhavn og broarbejder på jernbanestrækningen Ringsted-Rødby.
Derimod vil beskæftigelsen ved nybyggeri fortsat falde. Både det private boligbyggeri og det private erhvervsbyggeri er på et historisk lavt niveau. Opførelsen af de nye store hospitaler og nye universitetsafdelinger tæller på plussiden.
Med en udsigt til 145.000 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen er der et pænt stykke op til de 163.000 beskæftigede, som er gennemsnittet af branchens beskæftigelse siden 2000.