Anlægsnyt
CYKELSTI - RUDERSDAL: Rudersdal Kommune søgte i foråret om tilskud til etablering af anden etape af en cykelsti på Dronninggårds Allé. Puljen er nu udmøntet, og Rudersdal Kommune har fået 1,4 mio. kroner i tilskud til etablering af cykelsti på den resterende strækning af Dronninggårds Allé frem til Parcelvej.
Herefter skal Teknik- og Miljøudvalget drøfte, hvordan den resterende finansiering på cirka 2,1 mio. kroner kan skaffes, og finde ud af, hvornår man kan gå i gang med det fysiske arbejde. Anden etape er cirka 550 meter lang. Der anlægges enkeltrettede cykelstier som på den foregående strækning.
BROER - FREDERIKSVÆRK: Et generaleftersyn af Frederiksværks broer viser problemer på mere end de fire lukkede limtræsbroer over kanalen, fortæller Frederiksborg Amts Avis.
I Halsnæs Kommune fokuserer man i øjeblikket på arbejdet med de fire kanalbroer, og det ligger ikke i kortene, at der skal udføres arbejde på andre broer .
REGION SJÆLLAND
BUSPLADS - GREVE: Greve Kommune får 7,5 mio. kroner fra staten til forbedring af busbetjeningen på stationspladsen i Greve Midtby.
Beløbet kommer fra Fremkommelighedspuljen, og det er meningen, at Greve Kommune skal finde et tilsvarende beløb til at få udviklet og etableret en forbedret busterminal i midtbyen. Allerførst skal der laves en nye lokalplan for området.
REGION MIDTJYLLAND
BUSTERMiNAL - HERNING: Herning Kommune har fået 10,3 mio. kroner fra staten til en ny busterminal, som skal give den kollektive trafik i Midt- og Vestjylland et skub, og som har et samlet budget på 32,5 mio. kroner. Kommunen skal derfor nu i gang med at finde de 20 mio. kroner, som den skal stille med.
Etableringen af den nye busterminal betyder, at store dele af Banegårdspladsen skal bygges om.
Det er planen, at arbejdest med at få skabt den nye terminal skal begynde i 2014 eller 2015. Det fortæller Herning Folkeblad.
RENSEDAM - VIBORG: Viborg Kommune og Energi Viborg Spildevand A/S samarbejder om at skabe et nytænkende og spændende område på Sønæs. Der skal etableres en rensedam på arealet, med det formål at skabe et bedre miljø i Søndersø. Området skal desuden aftage regn- og overfladevand fra hele den vestlige bydel. Og endelig er det hensigten, at arealet skal tilbyde nye og rekreative aktiviteter, som kobler sig til vand- og parkliv.
Der nedsættes en arbejdsgruppe, og der er planlagt møder den 27. juni og den 3. oktober.
REGION NORDJYLLAND
SØ - THISTED: Beboerne på Australievænget og beboerne på Nørre Mølle har henvendt sig til Thisted Kommune med et projekt for etablering af Tingstrup Sø midt mellem de to boligbebyggelser. Også Thisted Vand er inddraget i projektet.
Der er to elementer i projektet. Ud over Tingstrup Sø er der også et projekt for bygværket ind mod byen.
Projektet kan være med til at løse oversvømmelsesproblemstillingen i Thisted bymidte, ligesom der kan skabes et attraktivt rekreativt område i kanten af Thisted by.
Thisted Byråd godkendte på sit seneste møde, at der udarbejdes kommuneplantillæg og lokalplan for søprojektet.