Ny selskabslov er god for det grønne område
En del af disse ændringer vil sandsynligvis få ret stor betydning for anlægsgartnerbranchen. Den nye selskabslov giver, som noget helt nyt, mulighed for stiftelse af "Iværksætterselskab IVS", hvilket i praksis betyder, at der "kun" skal skydes en krone ind i selskabet.
Tidligere var mindste indskud 80.000 kroner i et anpartsselskab. Loven er også ændret, således at man nu kan stifte et anpartsselskab med et kapitalgrundlag på 50.000 kroner i stedet for de 80.000 kroner.
Vedtagelsen er de nye regler er noget, vi i Danske Anlægsgartnere er meget positive overfor, idet denne form for "iværksætter positiv" lovgivning længe har stået på vores ønskeliste.
Anlægsgartnerfaget er en ubetinget "iværksætterbranche". Rigtig mange anlægsgartnere, som i dag er store, startede i sin tid op med en bil og en pladevibrator. Det er på den måde de fleste bliver anlægsgartnermestre.
Nogen vokser sig store, mens andre har det fint med at være små. Men resultatet er, at der er en skare af virksomheder, som med forholdsvis enkle og ikke kapitalkrævende midler, kan være med til at sikre selvstændighedskulturen i Danmark samt den grønne faglighed.
Særlig inden for vores område har vi tradition for at tage mange unge ind på vore uddannelser. Mange af dem bliver senere selvstændige og "ringen" er dermed sluttet.
De nye regler om IVS, skal man dog sætte sig godt ind i især, hvis man allerede er startet op for eksempel i en personlig ejet virksomhed.
Som jeg læser reglerne, er det ikke muligt at skyde sin i forvejen personlig ejede virksomhed ind i et IVS, uden at man risikerer, at Skat sandsynligvis vil betragte det som en overdragelse. Dermed bliver den muligvis skattepligtig.
Så nok har man fået åbnet op for, at flere kan blive selvstændige, men den med "skattetrykket" er de ikke helt færdige med endnu på Christiansborg.
Selvom selskabsskatten nedsættes fra nuværende 25 til 22 procent over de kommende år, døjer vore medlemmer fortsat med miljøafgifter, som i dag findes på stort set alt.
En af Danske Anlægsgartnere mærkesager er fortsat en differentieret - og nedsat - moms på grønne miljøydelser. En sag, som sammen med de nye regler om IVS, virkelig kunne sparke gang i den grønne branche og dermed beskæftigelsen.