23948sdkhjf

Fra lægedrøm til det rå liv på byggepladsen

Siden han i 1984 trådte ind på det danske arbejdsmarked, har arbejdet med mennesker og arbejdsmiljø altid været en kæphest for Demi Iljazovski
Tandlæge var oprindeligt, hvad Demi Iljazovski, som er regionsdirektør for Region Anlæg og formand for sikkerhedsudvalget i Hoffmann, regnede med at blive. Men da han med en makedonsk baggrund ikke var dansk statsborger endnu, kunne han dengang ikke søge ind på Tandlægehøjskolen. Demi Iljazovski valgte derfor ny kurs og blev i stedet uddannet til ingeniør på Københavns Teknikum. Nu har han siden 1984 arbejdet i byggebranchen, og en af de store interesseområder har været arbejdsmiljøet.

- I den kultur, jeg kommer fra, er der tre erhverv, som bliver anset for at være fine. Man skal enten uddanne sig til læge, advokat eller ingeniør. I første omgang ville jeg gerne være tandlæge, men da jeg ikke kunne blive det, måtte jeg vælge et alternativ. Da jeg er mere glad for tal end for tekst, fravalgte jeg at blive advokat, og så var der kun ingeniør tilbage, fortæller Demi Iljazovki.

I 1970 kom Demi Iljazovski til Danmark med sin familie, fordi Jugoslavien, som Makedonien tidligere var en del af, var et fattigt land. Hans far tog chancen og flyttede til Danmark for at skabe et bedre liv for familien.

Fokus på mennesker

Bare fordi Demi Iljazovski ikke blev uddannet tandlæge, betød det ikke, at han helt fravalgte at arbejde med mennesker og deres helbred.

- Min helt store kæphest har altid været at arbejde med mennesker. Vi lever kun en gang, og derfor skal vi huske på, at livet er unikt, og at vi derfor skal passe på det. Det nytter ikke, at medarbejdere bliver behandlet som værktøjer ude på byggepladserne, og at man tænker, at man bare kan skifte værktøjet ud, hvis det er i stykker. Vi arbejder med mennesker ikke med værktøj, siger Demi Iljazovski.

Det varede et års tid efter endt uddannelse, før Demi Iljazovski for alvor kom til at arbejde med mennesker. Han fik job som rådgivende ingeniør samme dag, som han var færdiguddannet, men han blev hurtigt træt af at sidde på kontor hele dagen. Derfor valgte han i slutningen af 1985 at sige farvel til kontorarbejdet for i stedet at arbejde for entreprenørvirksomheden Rasmussen & Schiøtz, som i dag hedder NCC.

- Jeg skiftede kontoret ud med byggepladsen på grund af min psyke. Jeg havde læst i tre et halvt år og havde en forventning om at komme ud og se tingene blive til virkelighed. Det skete ikke på kontoret, forklarer Demi Iljazovski.

Både anlæg og byggeri

Gennem sin karriere har Demi Iljazovski vekslet mellem jobs som byggeleder og projektleder i både byggebranchen og anlægsbranchen, og en enkelt gang har han været henne og snuse til fagets industriside. I 2003 var han ansat af den irske koncern CRH, som ejer Betonelement.

- Jeg er god til at lave turn arounds, og da jeg kom til firmaet, tjente man ikke længere penge på beton, og derfor var der behov for strukturændringer, forklarer Demi Iljazovski.

På tre år fik Demi Iljazovski vendt skuden, og derefter valgte han at skifte job igen. Hoffmanns anlægsdivision havde brug for omstrukturering, da afdelingen ikke var lønsom.

- Min filosofi er, at når man arbejder med mennesker, skal man sørge for at have en ordentlig dialog med medarbejderne. Man skal inddrage dem og lade dem komme med deres meninger. Ved at lytte til dem finder man ud af, hvor udfordringerne ligger, siger Demi Iljazovski.

Da han startede i Hoffmann, var der omkring 1.100-1.200 ansatte, men på grund af de ændrede markedsvilkår er der i dag omkring 550 medarbejdere.

- Vi har måttet sige farvel til nogle ansatte og sagt goddag til nye, og samtidig har vi erkendt, at man ikke nødvendigvis skal lave alt, men i stedet lave det, man tjener penge på, siger han.

Få sygedage

Ud over at gøre Hoffmanns anlægsafdeling lønsom igen har Demi Iljazovski også været med til at ændre arbejdsmiljøet hos Hoffmann markant.

For nylig kunne virksomheden fejre 365 uden arbejdsskader med fravær. For tre til fire år siden havde Hoffmann mellem 15 og 20 skader om året.

- At arbejde på en byggeplads er barskt og farligt, men jeg tror på, at man i byggebranchen godt kan skabe et skadefrit miljø. Hvis man går rundt og leger Tarzan og tror, man kan alt, så kommer man til skade, men hvis man får ændret medarbejdernes holdning og hele tiden minder dem om, at det er vigtigt, at arbejdet foregår sikkert, så kan man komme langt, siger Demi Iljazovski.

Ud over få arbejdsskader har Hoffmann også få sygedage. Sygefraværet ligger på 1,4 procent om året, hvilket svarer til to-tre sygedage. En af forklaringer på det lave sygefravær er ifølge Demi Iljazovski, et særligt tiltag, som virksomheden har.

- Hvis en medarbejder kommer til skade og for eksempel brækker en arm, har vi noget, vi kalder “Medarbejder hurtigt tilbage på job". Hvis medarbejderen ønsker det, så kan vedkommende lave noget andet arbejde for eksempel noget administrativt, siger Demi Iljazovski, som selv aldrig har haft en eneste sygedag i hele sit arbejdsliv.

Store udfordringer

Ifølge Demi Iljazovski er bygge- og anlægsbranchen i Danmark kommet langt i forhold til at forbedre arbejdsmiljøet på de danske byggepladser.

- De store virksomheder som eksempelvis MT Højgaard og NCC har stort fokus på arbejdsmiljøet, men udfordringen er at få de mindre og især udenlandske firmaer med. Mange af de udenlandske firmaer er 50 til 100 år bagud i forhold til arbejdsmiljø, og her bliver de ansatte mange gange bare betragtet som en værktøj, der tjener penge og ikke som et egentligt menneske, siger Demi Iljazovski.

Han efterspørger derfor forventinger til arbejdsmiljø i udbud, så flere virksomheder aktivt skal gøre noget for at sikre et bedre arbejdsmiljø.

Derudover efterspørger han en mere involverende indsats fra blandt andre Arbejdstilsynet:

- De love og regler, der er omkring arbejdsmiljø er fornuftige, men det er svært at få folk til at følge dem ved bare at give det ene påbud efter det andet. I stedet bør hele branchen og Arbejdstilsynet i samlet flok arbejde for, at den generelle holdning til arbejdsmiljø i hele branchen bliver ændret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094