23948sdkhjf

Malerfirmaer undgår udenlandske vikarer

Firmaer ansætter primært danske vikarer, viser undersøgelse – mestre frygter faglige problemer med udlændinge
Det store antal udlændinge i den danske byggebranche arbejder tilsyneladende ikke i den etablerede malerbranche som vikarer.

Det viser en ny konjunktur-undersøgelse fra Danske Malermestre.

Arbejdsgiverorganisationen har spurgt deres medlemmer om blandt andet brug af udenlandske vikarer. Og de 296 svar, de har fået retur, viser, at 72 procent af de firmaer, der har anvendt vikarer, har hyret overvejende danskere, mens otte procent har hyret overvejende udlændinge. 20 procent af dem har hyret både udlændinge og danskere.

Ifølge direktør i Danske Malermestre, Ole Draborg, er det i modstrid med de rygter, der har været i branchen.

- Der har i de senere år været en meget massiv omtale af byggeriets anvendelse af vikarer. Samtidig har man fået det indtryk, at alle vikarer stort set var udlændinge. Og det holder ikke, viser vores undersøgelse. De danske malermestre bruger i langt de fleste tilfælde danske vikarer, siger Ole Draborg.

Frygter bøvl

Han tror, at det blandt andet skyldes, at mange af firmaerne frygter at blive involveret i faglige stridigheder omkring overenskomster, og at de derfor holder sig fra at benytte udlændinge.

Ifølge undersøgelsen fra Danske Malermestre har en femtedel af virksomhederne anvendt vikarer i løbet af 2011. Og firmaerne er glade for deres vikarer. 83 procent af dem har svaret, at vikarernes kvalifikationsniveau har været i orden.

Den andel af virksomhederne, der forventer at bruge vikarer i 2012 er mindre end den andel, der anvendte vikarer i 2011. Således forventer kun 11 procent af virksomhederne at bruge vikarer i 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094