En lille stol med en stor virkning
Presset af et påbud fra Arbejdstilsynet har CRH Concrete fundet hjælpemiddel, der minimerer flisemontørers knæliggende arbejde
Det har man også konstateret hos ModulBad, der er en del af CRH Concrete.
ModulBad udfører på fabrik helt færdige badeværelser fuldt apterede med fliser og saniteter klar til levering til byggepladsen.
Det, der var skidt, var et et påbud fra Arbejdstilsynet. Det gode at man har fundet en løsning.
Arbejdstilsynet påbød virksomheden, at flisearbejdet i badeværelseskabinerne skal planlægges og udføres sundhedsmæssigt forsvarligt, så belastningen ved knæliggende arbejde undgås. Arbejdsmiljøankenævnet fastholdt efter en anke Arbejdstilsynets påbud, og det blev startsignalet til en proces med deltagelse af blandt andre Dansk Byggeri og Byggeriets Arbejdsmiljøbus, som nu er mundet ud i, at man har fundet en løsning, der minimerer det knæliggende arbejde.
Løsningen er en lille stol på hjul, som en af medarbejderne fandt på internettet. Stolen anvendes i autobranchen i USA, er udstyret med gascylinder og ligner en meget lav kontorstol.
- Men det viser, at når man presses og er nødt til at tænke nye tanker, så finder man løsninger på problemer, som man har kæmpet med længe og accepteret ikke kunne være anderledes, siger Nicolai Kristensen, arbejdsmiljørepræsentant hos ModulBad.
- Det knæliggende arbejde er belastende. Det ved vi alle, og vi mærker det, når vi kommer hjem efter en arbejdsdag. Vi har hele tiden være interesseret i at finde løsninger, så vi kan komme af med en del af det knæliggende arbejde. Helt undgås kan det ikke, vurderer han.
En udfordring
CRH Concretes arbejdsmiljøchef Esben Nielsen erkender gerne, at påbuddet fra Arbejdstilsynet har været en udfordring. Det skyldes for det første uklarhed om, hvor meget af det knæliggende arbejde, der skulle væk, før Arbejdstilsynet er tilfreds.
For det andet var der usikkerhed om, man overhovedet kunne finde en løsning, som både tilfredsstiller Arbejdstilsynet og giver den ønskede effekt for medarbejderne.
- Hvis vi ikke fandt en løsning inden august, så måtte vi ikke lægge fliser, og så var produktionen jo stoppet. Det var en brændende platform. Men vi har ikke overvejet at flytte produktionen til udlandet. Vi har ledt efter løsninger, og det er folkene med fingrene i sovsen til daglig, der skal finde løsninger, som de vil tage til sig. Og det er netop hvad der er sket, siger Esben Nielsen.
Inden man fandt den amerikanske stol eksperimenterede nogle af medarbejderne med deres egne selvkørende løsninger, ligesom man fik en lokal smedeforretning til at lave en stol med klaverstolsgevind". Intet fungerer dog tilnærmelsesvis så godt som den amerikanske kørestol.
En anden løsning, som blev overvejet, undersøgt og forkastet var at kabinen så at sige kunne vendes i et par omgange, så eksempelvis gulvfliserne kunne monteres stående.
Pengene værd
Efter Arbejdstilsynets påbud lavede virksomheden et tidsstudie for flisemontørerne.
Man vurderede inden, at op mod halvdelen af flisearbejdet var knæliggende arbejde, men det viste sig, at det gennemsnitligt var 28 procent - dog med store forskelle fra medarbejder til medarbejder.
Efter de første måneders nedbrydning af gamle vaner viste et nyt tidsstudie, at den gennemsnitlige tid med knæliggende arbejde nu var reduceret til 21 procent. Hvor langt ned det knæliggende arbejde nu er kommet vides endnu ikke, men det vil nye tidsstudier afsløre, når alle har den lille rullende stol.
- Helt undgå knæliggende arbejde kan man dog ikke, idet gulvet, sokkelflise og den første vægflise monteres liggende på knæ, men stolen har givet mig tro på, at jeg kan blive ved mange år endnu, siger 43-årige Nicolai Kristensen.
Han understreger, at de fleste mennesker er vanedyr. Han føler sig imidlertid overbevist om, at kollegerne tager det ny hjælpemiddel til sig - ikke bare fordi de skal, men fordi den minimerer de ergonomiske belastninger. Han mener også, at andre brancher med knæliggende arbejde med fordel kan bruge stolen.
- Måske arbejder vi en lille smule langsommere, når vi arbejder fra stolen, men det er pengene værd. Jeg tror det kommer igen med mindre sygefravær og mindre slid, siger arbejdsmiljørepræsentanten.
Indtil videre har ModulBad fået tre stole fra den amerikanske producent, men alle har taget den til sig og der er bestilt yderligere, så alle fabrikkens flisemontører får en.