23948sdkhjf

Auken-doktrin truer nyt affaldsanlæg

Nyt affaldsanlæg kan bremses af lokal kommunal modstand, der bruger argumenter fra miljøministeren om mere genanvendelse i stedet for afbrænding
Fuldstændig parallelt med Amagerforbrænding i København får midt-vestjylland nu sin helt egen sag om mulig aflysning af et fremskredent nyt forbrændingsanlægsprojekt grundet at en af ejerkommunerne vil genanvende i stedet for at brænde affaldet af.

Der er selskabet L90, der håndterer affald for 13 kommuner, der nu møder modstand til bygning af et helt nyt forbrændingsanlæg i Kjellerup ved Viborg, der skal afløse det gamle i Esbjerg.

Værket i Esbjerg håndterer affald for det meste af Jylland, som så får varme retur via fjernvarmen, men det trænger nu til en afløser med bedre teknologi, og det er som med Amagerforbrænding meget langt i planlægningen og nær udbudsafgørelse.

Men som med Amagerforbrænding kan det nu blive bremset.

I gang i 2008

Oprindeligt har der været fuld opbakning fra alle 13 kommuner, og projektet blev besluttet i 2008 af repræsentantskabet, men modstanden begyndte at vokse anført af Vejle Kommune, der har den næststørste affaldsmængde af kommunerne.

Det resulterede i en ny afstemning om sagen i september 2011, hvor der var over to tredjedele flertal, som krævet. Men en fornyet debat medfører nu endnu en afstemning.

Formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, Søren Peschardt (S), forklarer til Licitationen, at deres modstand, som kommer fra en enig kommunalbestyrelse, bygger på samme filosofi, som kommer fra miljøminister Ida Auken (SF) om, at der i meget højere grad skal satses på genanvendelse i stedet for afbrænding.

Og tiden er kommet til at tænke og ikke mindst handle derefter.

- Vi stemte ja i 2008 til anlægget. Der var der et klart behov, og der var så løsningen. Men det var dengang. I de seneste år er der sket rigtig meget inden for genanvendelsesteknik, og derfor er det nu, vi har chancen for at tænke i nye baner og gøre Danmark til et forgangsland inden for genanvendelse, siger Søren Peschardt til Licitationen.

Lig København

Denne holdning og argumentation fra Vejle Kommune er meget lig det, der kommer fra teknik- og miljøborgmester i København, Ayfer Baykal (SF).

Hun og et flertal i Borgerrepræsentation har netop sagt nej til en lånegaranti på fire mia. kr. til et nyt kæmpe forbrændingsanlæg på Amager, der betjener over en halv million mennesker i fem kommuner.

Projektet har været over tre år undervejs og nej’et fra København har medført en rasende debat og en bestyrelse, der nægter at gøre, hvad deres største ejerkommune, København, pålægger dem.

Kritikkerne af Københavns holdningsændring siger, at både Ayfer Baykal og Ida Auken fra SF har nogle fine visioner og idealer, men det holder ikke i praksis.

Sådan sagde formand for Amagerforbrændings bestyrelse, Mogens Lønborg (K), til Licitationen:

- Jeg er da fuldstændig enig i visionen om mere genanvendelse i fremtiden. Og det er godt, at ministeren har nogle visioner, men det er en forskønnelse af realiteterne. Vi er ikke i stand til teknisk at leve op til de ting, men vi arbejder på det hele tiden, og det er også en del af vores projekt.

Den samme kritik hører Vejle kommune i deres nej til et nyt forbrændingsanlæg i Kjellerup.

Ikke urealistisk

Men formand for Natur- og Miljøudvalget i Vejle Kommune, Søren Peschardt (S), afviser over for Licitationen, at deres ønske om mere genanvendelse i stedet for afbrænding er urealistisk.

- Det sker meget inden for genanvendelses-teknologi. Og jeg er helt overbevist om, at hvis der bliver fokuseret og satset nok, vil det kunne klare affaldsudfordringerne. Og ikke nok med, at vi får en mere miljøvenlig affaldshåndtering. Det er et område, som hvis vi kaster os over det, kan gøre Danmark til en af de førende inden for genanvendelse, siger Søren Peschardt.

L90’s anlægs skæbne bliver afgjort på et repræsentantskabsmøde den 10. februar.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra miljøminister Ida Auken.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094