Fugtig dagsorden på Christiansborg i morgen
Skybrudskonference på Christiansborg fredag med både politiske og anlægstekniske perspektiver
Det er baggrunden for, at rådgivningsvirksomheden i morgen fredag den 3. februar Alectia afholder skybrudspolitisk konference på Christiansborg med deltagelse af blandt andre miljøminister Ida Auken og Københavns overborgmester Frank Jensen. Alectias adm. direktør Jens Moberg melder overvældende interesse for skybrudskonferencen og alle pladser er for længst optaget.
- Vi kan desværre ikke forhindre skybruddene i at ramme os, men vi kan i fællesskab forberede os på dem, så skaderne og omkostningerne minimeres både de økonomiske og de personlige. Det vil også være langt billigere på sigt. Derfor har vi nu samlet en række aktører i branchen, både fra det private, det offentlige og det politiske Danmark, der er interesserede i at få sat udfordringerne på dagsordenen, og det er netop planen med den skybrudspolitiske konference, siger Jens Moberg.
En fælles tackling
Hvis samfundet skal forberede sig bedst muligt til de kommende udfordringer, som de stigende regnmasser giver os, er det vigtigt, at der bakkes op om initiativet fra flere sider.
- Målet med skybrudskonferencen er at samle de vigtigste aktører med viden inden for skybrudsområdet, at debattere de forskellige holdninger til emnet og i sidste ende at komme med nogle konkrete løsningsforslag til, hvordan vi i fællesskab kan tackle udfordringerne i fremtiden, siger Jens Moberg, der selv er blandt opdragsholderne på konferencen.
Jan Jeppesen, ph.d., hydrogeolog og LAR-ekspert i Alectia bidrager med et oplæg med afsæt i sin ph.d. "Quantitative hydrological effects of urbanization and stormwater infiltration in Copenhagen, Denmark":
- At bygge større kloakker er kun en del af løsningen på monsterregn. Lokale løsninger til håndtering af regnvand er både billigere, mere fleksible og kan bidrage til rekreative, grønne områder i byrummet. Det er nødvendigt at have flere løsninger i spil ved at håndtere regnvandet lokalt i form af nedsivning, fordampning eller forsinkelse i stedet for at sende vandmasserne ud i kloaknettet, siger Jan Jeppesen.
Byggetekniske løsninger
Martin Manthorpe, direktør for forretningsudvikling og strategi, NCC Construction, holder på konferencen et oplæg om mulige byggetekniske løsninger i forhold til at møde fremtidens udfordringer med store mængder regnvand. Oplægget vil formentlig også berøre de økonomiske rammer for skybrudssikring i byggeriet i forbindelse med henholdsvis offentlige og private byggeprojekter.
Søren Boe Mortensen, adm. direktør, Alm. Brand, fortæller om Alm. Brands håndtering af skybrudsproblematikken og deres fremtidige strategi over for udsatte områder i forhold til risikoen for kommende skybrud.
Frank Jensen, overborgmester, Københavns Kommune, deltager med et oplæg om klimatilpasning i Københavns Kommune. Oplægget vil blandt andet handle om skybrudssamarbejdet mellem 17 Københavnske kommuner, et projekt som Frank Jensen står i spidsen for. Samarbejdet er et forsøg på at sikre, at kommunernes forskellige kompetencer arbejder bedst muligt sammen i forbindelse med nye skybrud.
Endelig vil miljøminister Ida Auken fortælle om Danmarks nationale strategi i forhold til skybrudsudfordringen. Derudover deltager Benedikte Kiær (C), Lone Loklindt (R) og Mette Reissmann (S) i en paneldiskussion.