En skrøbelig byggesektor
Det drejer sig som nævnt i går om præmier til praktikpladser, det drejer sig om boligjobordning, og det drejer sig også om solcelleordning og energirenovering.
Det ér nødvendigt at holde liv i disse initiativer en tid endnu, for det private boligbyggeri rykker ikke rigtigt, og det skal til, før vi igen får stabilitet.
Det er rigtigt positivt, at der blæser mildere vinde over byggeriet, men det er fortsat det offentlige der trækker læsset.
Og det er også selvklart, at det ryster branchen, når en så stor spiller som Pihl forlader markedet, for de trækker mange andre med sig. Det eneste man kan håbe, er at andre kan overtage projekterne og at det kan lykkes at tjene penge på dem.
Men det ændrer ikke billedet af, at der ikke skal meget til for at ryste branchen i øjeblikket.
Alle er ligesom forblændet af, hvor meget det offentlige bygger i øjeblikket. Og der er da også ganske meget i gang, og kommunerne udnytter endda ikke rigtigt det fulde potentiale, fordi man lægger penge fra til andre ting.
Men det er altså vigtigt at huske på, at hvis det virkelig skal batte noget, så skal vi have det private byggeri med. Troen på at private kan betale for et byggeri, og dermed få det finansieret, skal genetableres, og udover politikerne så har finansverdenen også et samfundsmæssigt ansvar.
Det er vigtigt, at virksomhederne har ordentlige vilkår at eksistere på, og at en virksomhed, der skal generationsskiftes, kan fortsætte i næste generation. En så hård beskatning af virksomhedens opsparede kapital, som vi nu ser, er ikke i orden. Vi skal holde hjulene i gang, og det gør vi altså ikke ved at brandbeskatte det erhvervsliv, som i sidst ende skal være med til at betale vor velfærd.
