23948sdkhjf

Hvorfor gik Jönsson konkurs?

Ifølge kurator var det driften i Jönsson over den sidste periode, der førte til konkurs
Hvad var årsagen til, at Engsø Gruppens stærkeste virksomhed Jönsson måtte indgive en konkursbegæring til Sø- og Handelsretten? Svaret på det spørgsmål har der været tvivl om siden konkursen den 19. november.

Tidligere adm. direktør i Jönsson Robert Mayer sagde i første omgang, at det var en sagsbehandlingstid i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på to til fire måneder, der spændte ben for salget af Jönsson. Men den forklaring kunne Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blankt afvise. I stedet oplyste styrelsen, at målet er maksimalt 15 hverdage, og at der har været eksempler på, at sagsbehandlingen kun har taget en dag.

Kurator for konkursboet efter Engsø Gruppen Christian Jul Madsen, som er partner i Kromann Reumert, har ingen kommentarer til den første udmelding om, at det var sagsbehandlingstiden, der stoppede salget af Jönsson. I stedet peger han på, at det var driften i den sidste periode, der var årsagen til konkursen.

- Driften i Jönsson A/S over den sidste periode har gjort det umuligt at finde en samlet løsning, siger han og uddyber:

- For at der er nogen, der vil købe et selskab, skal varen være interessant. Hvis varen som følge af en ikke optimal drift over det sidste stykke tid ikke længere er interessant, så er der ingen købere.

Køber trak sig ikke

Ifølge Robert Mayer var der en interesseret køber allerede for syv uger siden, og den samme køber var der helt til det sidste. Han afviser, at det skulle være økonomien i Jönsson til sidst, der skræmte en køber væk.

- Kurator blev ved med at holde fast i, at der var en behandlingstid på to til fire måneder, og det var der ikke nogen, der var interesseret i. Garantiselskabet, som skulle stille nye garantier til en masse af de nye sager, vi havde, ville jo ikke stille garantier til rådighed, når de ikke vidste, hvor lang tid de skulle vente på, at vi var over den hurdle, siger Robert Mayer og fortsætter:

- Reglerne siger også, at en kommende investor eller køber ikke må stille midler til rådighed i behandlingstiden, så vi var i dødvande, hvor vi skulle svæve rundt i flere måneder uden at kunne få nogen nye sager eller omsætning ind.

I dødvande

Robert Mayer giver dog kurator ret i, at driften i Jönsson var udfordret i den seneste periode.

- Driften i Jönsson blev løbende svækket, da man efter Engsø Gruppen havde anmeldt rekonstruktion stod uden mulighed for at stille garantier på en masse nye projekter, vi havde vundet. Vi havde en ordrebeholdning på en lille halv milliard, som vi skulle have skubbet i gang. Vi kunne ikke stille garantier på grund af den svævende periode, vi befandt os i. Når man ikke kan omsætte nogen penge, kan man heller ikke tjene nogen.

Men han giver ikke driften skylden:

- Jeg er lodret uenig i, at det er på grund af driften i Jönsson, at det endte med konkurs. Jönsson blev svækket af situationen, men hvis man havde været up front med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede for syv-otte uger siden, er jeg ikke sikker på, at det var endt sådan, som det gjorde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.858