Pihl-konkurs giver omsætningsfald
Pihls konkurs kan aflæses i byggeriets omsætningstal for september - en del vil dog blive indhentet, mener Dansk Byggeri
Der er tale om nedgang i september, men dog samlet et lille plus i tredje kvartal, viser en bearbejdning af tallene, som Dansk Byggeri har foretaget.
- Byggeriets omsætning landede i september på 18,1 mia. kroner, og det er 400 mio. kroner lavere end september sidste år. Størstedelen af dette omsætningsfald kan imidlertid tilskrives Pihls konkurs, der betød, at en hel række store bygge- og anlægsopgaver lå helt eller delvis stille i september. Pihls årlige omsætning lå på 4,2-4,5 mia. kroner eller 350-400 mio. kroner om måneden. Det kan naturligvis mærkes, når en så stor omsætning pludselig trækkes ud. Derudover er der følgevirkning for andre entreprenører, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Han understreger, at Pihl-effekten bliver midlertidig, idet man formoder, at alle eller næsten alle Pihl-projekter skal gøres færdig af andre entreprenører. De fleste projekter er da også atter igangsat.
Byggeriets omsætning i tredje kvartal er beskedne 0,6 procent højere end samme kvartal sidste år. Det svarer dog stort set kun til inflationen i den samme periode.
Regner med comeback
Efter årets første ni måneder halter omsætningen bagud i forhold til sidste år. Der er tale om et omsætningsfald på cirka 3,6 mia. kroner, hvad der svarer til et minus på 2,6 procent.
Bo Sandberg og Dansk Byggeri forventer dog et stærkt comeback i fjerde kvartal, blandt andet som følge af orkanen 28. oktober.
Man forventer, at udbedringen af stormskader vil løfte branchens aktivitet især i fjerde kvartal i år, men også i første kvartal næste år. Derved kan man muligvis fastholde noget af den beskæftigelse, som ellers ville være afskediget på grund af lavsæson.
- Men selv ikke oktober-stormen kan forhindre et lille samlet fald i byggebeskæftigelsen i 2013 i forhold til 2012. I 2014 forventer vi imidlertid en pæn fremgang i beskæftigelsen på cirka 3.000 personer. Dels vil Boligjobordningen være i gang i hele 2014. Dels vil samfundsøkonomien formentlig rette sig forsigtigt op næste år, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
Han noterer, at der fortsat vil være stormskader i første kvartal. Også både anlægsarbejder og renoveringer i den almene sektor trækker i positiv retning. Til gengæld vil nybyggeriet vedblive at være underdrejet så længe øjet rækker.
Bo Sandberg forventer, at byggeriets samlede omsætning i 2013 trods det forventede comeback vil ligge lidt under 2012-niveau.