23948sdkhjf

RC Betonvarer køber op på Sjælland

RC Betonvarer overtager Karlshøj Bloksten som led i strategisk udvikling og bliver dermed landsdækkende
Det gælder om at ruste sig, til byggeriet igen kommer i omdrejninger.

Med det fokus overtager RC Betonvarer A/S i Rødkærsbro ved Randers nu konkurrenten Karlshøj Bloksten A/S i Tappernøje ved Næstved, som igennem flere år har været en tæt sparringspartner i flere udviklingsprojekter omkring løsninger inden for letklinkeblokke.

Overtagelsen får effekt den 1. januar 2014, og RC Betonvarer overtager samtlige syv medarbejdere i Karlshøj Bloksten.

Blokke er det ene af tre ben, som RC Betonvarer opererer på. De to andre er afløb og belægninger, og overtagelsen af Karlshøj Bloksten skal ses som led i en strategisk proces, hvor RC Betonvarer styrker sin geografiske rækkevidde efter flere år med tilpasninger og fokusering af aktiviteterene.

- Det er en strategi og løbende proces, vi arbejder ud fra. Karlshøj Bloksten har været en sparringspartner omkring produktudvikling siden 2007, og vi har nogle fælles kunder, så vi kender dem godt, siger RC Betonvarers adm. direktør, Per Warming.

I en bølgedal

RC Betonvarer har godt 125 ansatte og har ud over hovedkontoret i Rødkærsbro afdelinger i Aars og Brønderslev.

Virksomheden kom ud af regnskabsåret 2012/2013 med en bruttofortjeneste på 62,3 mio. kroner mod 67,4 mio. kroner året før samt et resultat før skat på 2,7 mio. kroner. Det var en halvering i forhold til 2011/12, der viste et resultat før skat på 5,5 mio. kroner.

Det var særlig en langstrakt vinter og den generelle nedgang i byggeriet, som havde sin indflydelse på omsætningen.

Og selv om RC Betonvarer har flere ben at stå på, lægger Per Warming ikke skjul på, at markedet for blokke er nede i en bølgedal som følge af stilstanden i nybyggeriet.

- Der er næsten ingen omsætning, og i forhold til 2007 er vi vel i index 50. Men vi tror på, at markedet kommer i gang igen, og derfor tør vi også overtage Karlshøj Bloksten, siger Per Warming.

Tryg ved overtagelse

Karlshøj Bloksten er en familieejet virksomhed grundlagt i 1952. Den producerer letklinker-, isolerings- og udstøbningsblokke, og salget af virksomheden sker ifølge adm. direktør Poul Erik Larsen fordi, der ikke er nogen i familien til at køre virksomheden videre.

Men det er ikke med stort vemod, at han nu sælger, og heller ikke fordi markedet for blokke er hårdt.

- Jeg er helt tryg ved, at RC Betonvarer nu overtager. De bliver landsdækkende og vi vil gerne yde vores kunder den bedste service, og det her betyder en styrkelse af vores produkter. Selvfølgelig er det et stærkt konkurrencepræget marked, men vi sælger af lyst, pointerer Poul Erik Larsen, der fortsætter som daglig leder i Tappernøje fra nytår.

Det seneste regnskab fra Karlshøj Bloksten viser en bruttofortjeneste i 2012 på 2,5 mio. kroner mod 2,8 mio. kroner i 2011, mens virksomheden kom ud med et underskud på 1,5 mio. kroner før skat.

Det var en tilbagegang i forhold til 2011, der viste et underskud på 678.680 kroner før skat.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157