23948sdkhjf

LO udvander europæisk kædeansvar

Danske entreprenører skal slippe for kædeansvar, når deres underentreprenør er anmeldt til RUT
Fagbevægelsen jublede, mens arbejdsgiverne tog kraftig afstand, da EU-kommissionen i foråret meget overraskende introducerede forslag om et kædeansvar i bygge- og anlægsbranchen i forbindelse med udstationering. Det skulle sikre, der altid er en i en entreprisekæde til at betale, hvis andre ikke betaler skat, moms, sociale forpligtelser og løn som de skal.

Forslaget om kædeansvar eller solidarisk hæftelse er en del af det såkaldte håndhævelsesdirektiv, der skal sikre, at udstationering ikke blive en tumleplads for snyderi.

Nu ser det imidlertid ud til, at LO er med til at udvande kædeansvaret ganske betragteligt.

I en fælles henvendelse til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), at kædeansvaret ikke skal gælde, hvis der anmeldt korrekt til RUT.

LO og DA skriver, at “regeringen skal arbejde for, at nødvendig omhu i forbindelse med forslaget om solidarisk hæftelse kan opfyldes ved kontrol af, at der er sket korrekt anmeldelse til RUT-registret".

De to hovedorganisationer understreger, at denne kobling bør være en forudsætning for, at den danske regering kan støtte forslaget om solidarisk hæftelse.

Det vil i praksis betyde, at der ikke kan gøres kædeansvar gældende over for en dansk entreprenør, hvis han blot har sikret sig, at hans udenlandske underentreprenør er “korrekt anmeldt" til RUT. En korrekt anmeldelse til RUT er imidlertid ingen garanti for, at en underentreprenør betaler korrekt og ikke stikker af fra regningen. Det viser adskillige eksempler.

Alvorlig fight

Marie-Louise Knuppert, sekretær i LO, forklarer om henvendelsen, at den fra LO’s side netop er udtryk for, at man ønsker at bibeholde den solidariske hæftelse i direktivet.

- Det er ingen hemmelighed, at der foregår en gevaldig fight i det europæiske system om netop den solidariske hæftelse, som mange ønsker skrevet ud af direktivet. Man risikerer derfor, at det slet ikke kommer med. Vi ønsker med brevet at signalere, at vi gerne vil have den solidariske hæftelse og at der sker en kobling til et nationalt register, altså til RUT, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Marie-Louise Knuppert gør opmærksom på, at kommissionen lægger op til, at det solidariske ansvar ikke skal gælde, hvis kravene til nødvendig omhu – due diligence som det hedder i direktivet – er opfyldt.

- Mange har imidlertid haft svært ved at få et billede af, hvad due diligence faktisk er. Derfor har vi givet vores eget bud med koblingen til RUT. Dermed retter vi skytset hen mod de virksomheder, der snyder og får skilt de gode fra de grimme virksomheder, mener LO-sekretæren.

Korrekt anmeldelse

Marie-Louise Knuppert siger, at det er alt for tidligt at sige noget endeligt om, hvad korrekt anmeldelse til RUT er.

- I første omgang er det en overordnet betragtning om, at begge parter mener, at koblingen til RUT er den nødvendige omhu. Hvis der så indføres solidarisk hæftelse i direktivet, og det siden skal implementeres i dansk lovgivning, så må man sætte sig ned og kigge på, hvad korrekt anmeldelse er. Det er selvfølgelig ikke nok, at man blot har ladet sig registrere, men det afhænger jo også af de skærpede regler, der bør indføres omkring RUT-registrering, siger Marie-Louise Knuppert.

Ingen accept

Underdirektør i DA Steen Müntzberg understreger, at fællesbrevet ikke skal opfattes som DA’s accept af, at der indføres et europæisk kædeansvar. - Vi er fortsat modstander af kædeansvar og solidarisk hæftelse. Vi har skrevet brevet under på den præmis, at hvis der nu kommer hæftelsesansvar ind i direktivet, så vil vi kunne opretholde vores nationale krav til udenlandske virksomheder om registrering i RUT-registret samt at hæftelsesansvaret ikke skal være gældende, hvis der er sket korrekt anmeldelse til RUT, siger han.

Steen Müntzberg understreger, at DA bakker op om en række af forslagene i direktivudkastet ikke mindst med hensyn til bedre mulighed for national kontrol og bedre samarbejde mellem myndigheder over grænser.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har netop været til rådsmøde med sine ministerkolleger fra de andre EU-lande, hvor håndhævelsesdirektivet blandt andet var på dagsordenen.

Den danske regerings holdning afspejles nu af LO-DA papiret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095