Anlægsnyt
BYMIDTE - VÆRLØSE: Planudvalget i Furesø ønsker, at Værløse Bymidte fortsat skal være et attraktivt sted at færdes med et levende byliv og gode offentlige og private servicefunktioner samt indbydende boligmiljøer. Derfor bad udvalget sidste år konsulentfirmaet Cowi og Arkitektfirmaet Adept om at udarbejde et oplæg til en udviklingsplan for Bymidten. Det blev til "Visionsplan for Værløse Bymidte". Visionsplanen har været til høring, og høringssvarende er nu blevet behandlet i planudvalget. Udvalget vil snarest iværksætte et forskønnelsesprojekt med en opgradering af Scenetorvet med større kvalitet i beplantningen og byrumsudstyret, fortæller Furesø Kommune på sin hjemmeside.
I dialog med rådgivere og mulige investorer/bygherrer skal forvaltningen desuden i indeværende år undersøge mulighederne for nybyggeri flere steder i Bymidten. Det drejer sig blandt andet om bebyggelse til større udvalgsvarebutikker på stationsforpladsen.
Et særligt fokus vil der være på en forbedring af cyklisters muligheder i Bymidten. Det skal gøres attraktivt at benytte cyklen til daglige indkøbsture i Bymidten, hvilket blandt andet forudsætter plads til cykelparkering.
REGION SJÆLLAND
KLATREPARK - HOLBÆK: Holbæk Kommunes kultur- og fritidsudvalg har på et ekstraordinært møde valgt at sige ja til etableringen af en klatrepark i Torbenlund skov ved Holbæk Naturskole, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Samtidig sagde udvalget ja til at give 200.000 kroner i tilskud til Foreningen Sidesporet, der skal anlægge og drive klatreparken i trætoppene omkring naturskolen. Holbæk Byråd skal også se på sagen, og det sker den 20. februar.
REGION MIDTJYLLAND
BADEBRO - RY: Med en sponsorstøtte på 800.000 kroner har Brugsforeningen Tryg sikret, at badegæsterne ved Knudhule Strand kan glæde sig til en ny badebro, skriver Midtjyllands Avis.
Skanderborg har tidlgere fået en arv på 207.000 kroner, der blev givet specielt til forskønnelse af Knudhule Strand. Naturstyrelsenog senest Friluftsrådet har også meldt ind med økonomisk støtte.
Udover badebroen indgår der også en række andre elementer i det samlede forskønnelsesprojekt for stranden. Blandt andet en mindre bro, som kajak- og kanoroerne kan bruge.