Styrelse annullerer flere Mærsk-udbud
Bygningsstyrelsen har netop aflyst tre udbud til Mærsk Bygningen
Bygningsstyrelsen valgte at aflyse storkøkkeninventarentreprisen, fordi de modtagne tilbud ligger væsentligt over den økonomiske ramme for projektet, mens entreprisen vedrørende køkkeninventar blev annulleret på grund af manglende konkurrence. Kun en tilbudsgiver bød på opgaven, oplyser Bygningsstyrelsen til Licitationen.
Den tredje entreprise blev aflyst, fordi Bygningsstyrelsen er blevet opmærksom på, at der findes en mere hensigtsmæssig løsning end den udbudte," står der i udbudsbekendtgørelsen. Styrelsen uddyber i en e-mail, at den ønsker at præcisere indholdet af inventar-installationer.
Bygningsstyrelsen oplyser desuden, at der ikke foreligger en entydig forklaring på årsagen til, at der er modtaget for høje tilbud i forhold til budgettet i forbindelse med nu i alt fire fagentrepriser.
Bygningsstyrelsen forventer at udsende nye udbudsbekendtgørelser for de netop aflyste fagentrepriser i løbet af november.
Udbud med forhandling
Et udbud om optimering og udvikling af facadeløsninger gik heller ikke helt som forventet. Bygningsstyrelsen modtog to tilbud på entreprisen, og de var enten uantagelige eller ikke-forskriftsmæssige, lyder det i den bekendtgørelse med henblik på frivillig forudgående gennemsigtighed, som styrelsen for nylig sendte ud.
I bekendtgørelsen oplyser Bygningsstyrelsen, at man efter modtagelsen af de to tilbud valgte at indgå i udbud med forhandling med begge tilbudsgivere. Det resulterede i første omgang i to tilbud, der igen ikke var antagelige, men i anden omgang modtog styrelsen antagelige tilbud. På den baggrund valgte Bygningsstyrelsen at indgå kontrakt med den tilbudsgiver, som afgav det økonomisk mest fordelagtige bud.
Kontrakten har en værdi på 500.000 kroner.