Byggecenterkæde udvider aktiviteter i Aarhus
Optimera overtager familieejet byggecenter i Løgten nord for Aarhus
Det er det familieejede byggecenter, som familien Carlsen har drevet gennem 60 år, der nu fortsætter som Optimera.
Byggecentret på Hjelmagervej 6 har de seneste seks år været en del af XL-BYG, og familien Carlsen har selv været med i hele salgsprocessen, fordi tiden er til noget nyt og mere effektivt, der kan give kunderne endnu flere fordele.
- Optimera er den helt rigtige kæde for os. De kommer med en moderne kædetankegang, hvor der fokuseres på mere tid til kunderne, fordi systemer klarer alt det kedelige og manuelle arbejde. Det er uhyre effektivt, og det giver os tid til kundekontakt. Desuden får vi nu også et kæmpe logistiksystem, dag-til-dag levering, et onlineunivers samt flere varer, siger Peter Carlsen, der fortsætter som chef i Optimera Løgten.
Mange byggecentre
Der har været mange skriverier om konsolidering blandt landets byggemarkeder - der er for mange byggecentre, og der er for mange, der ikke tilbyder det, som kunderne private som professionelle gerne vil have.
- Jeg er enig i, at der er for mange byggecentre i landet lige nu. Tiderne har ændret sig, og især kunderne stiller nye krav. Hos Optimera har vi valgt at effektivisere administrationen ved hjælp af blandt andet IT- og logistiksystemer samt oprette nye løsninger, som skaber værdi for kunderne, eksempelvis levering næste morgen ude på byggepladsen med bestilling helt frem til kl. 18 dagen forinden. Kunderne fortæller os, at de gerne vil i dialog med nogen, der har forstand på deres projekter, og at de gerne vil have nye løsninger, der hjælper dem i deres hverdag, siger Flemming Krighaar, der er kommerciel direktør i Optimera.
Alt som førhen
Alt kommer i princippet til at køre som førhen i byggecentret i Løgten.
- Men man vil møde et nyt skilt foran på butikken og et stærkt projektteam, der måske er branchens bedste til at beregne kundernes projekter, samt et stort og effektivt system bag butikken, siger Flemming Krighaar.
Fra den 1. november er det ikke alene skiltet, der er ændret på Hjelmagervej, men også tilgangen til et betydeligt større lagerført sortiment som kunderne kan få med dags varsel, et leveringsdygtigt og hurtigt logistiksystem og en flok kompetente projektfolk i ryggen.
Byggecenterkæden Optimera er en del af Saint-Gobain Distribution Denmark, som også har Brødrene Dahl i folden.