Boligformand om ghetto-penge: Kommunerne spiller fallit
Kommuner, der har fået tilskud til ghetto-områder, har ingen planer om at bruge pengene til formålet.
Sådan siger Palle Adamsen, formand for Danmarks Almene Boliger (BL), som reaktion på, at fagbladet Boligen onsdag skriver, at mindst 281 millioner i en pulje på 354 millioner til udsatte boligområder er røget direkte i kommunekasserne.
BL repræsenterer omkring 650 almene boligorganisationer.
- Pengene skulle løse de sociale problemer, som er i specifikke områder. Det kan være unge mennesker, som er på afveje, eller dem, der står og ikke kan få fat i arbejdsmarkedet. Dem, som har brug for råd, rådgivning og vejledning for at komme på rette spor, fortæller Palle Adamsen.
- At kommunerne så vælger at bruge dem på den generelle drift er en fallit i forhold til den måde, vi prøver at styre vores indsatser. Det er mange penge i forhold til, hvad der i øvrigt bliver brugt i et normalt boligsocialt projekt, siger han.
Det er Folketinget, der sidste år oprettede den særlige pulje, som ifølge lovforslaget skulle tilfalde kommuner til "løsning af de sociale problemer, der er store i bestemte områder i landet, typisk i de større byer."
Men 17 af de 27 kommuner, der har fået en bid af puljen, har oplyst over for Boligen, at de ikke har planer om at bruge tilskuddet til nye projekter i boligområderne.
22 kommuner har svaret på Boligens rundspørge.
Fem kommuner, der tilsammen har fået udbetalt 51 millioner kroner, vil slet ikke oplyse, hvordan pengene er brugt.
Både Venstre og Dansk Folkeparti kræver, at den ansvarlige minister forholder sig til problematikken.
/ritzau/