Anlægsnyt
VARME - ISHØJ: Veks, Vestegnens Kraftvarmeselskab, ønsker at etablere et fjernvarmeprojekt i Ishøj Lille Industriområde. Plan-, Bygge- og Miljøcentret har afgjort at projektet ikke kræver, at der laves VVM-undersøgelse, da projektet ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet. Afgørelsen kan påklages til Natur - og Miljøklagenævnet.
nedrivning - ålsgårde: Det nedslidte Teglværksgården i Ålsgårde skal rives ned, og i stedet skal der bygges nye boliger for psykisk syge borgere. Socialudvalget i Helsingør Kommune har sagen på dagsordenen i morgen den 13. marts, og her forventes der grønt lys for nedrivning og nybyggeri.
Teglværksgården er i dag plaget af både asbest og skimmelsvamp, og det vurderes derfor, at det bedst kan betale sig at rive ned og bygge nyt fremfor at renovere.
REGION MIDTJYLLAND
CYKELSTIER - FJENDS: Hvis det står til teknisk udvalg i Viborg Kommune er der flere cykelstier på vej i Fjends, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Flere cykelsti-projekter i Fjends ligger pænt højt på prioriteringslisten, Således ligger en cykelsti mellem Vroue og Vridsted nummer fem på listen, og Dåsbjergvej iVestfjends ligger nummer seks. Som nummer 10 og 11 på listen ligger cykelstiprojekter på henholdsvis Kjeldbjergvej og Øster Børstingvej. Længere nede på listen ligger en cykelsti fra Mønsted Skole til Sparkær.
SOLCELLER - HAMMEL: Favrskov Kommune påtænker at igangsætte planlægning af et solcelleanlæg ved gården Jernit, tilhørende Frijsenborg Gods, øst for Hammel.
I den forbindelse indkaldes idéer og forslag til, hvad der skal undersøges, og hvilke hensyn der skal tages i den forbindelse.
Anlægget ønskes placeret på en cirka 8,6 hektar stor mark mellem gården Jernit og Sønderskov. Anlægget vil blive omkranset af beplantning og bygninger. Solcellepanelerne opsættes på stativer med en maksimal højde på omkring 2,5 meter.
Solcelleanlægget planlægges til at blive på 2,4 MW eller knap 10.000 solcellepaneler, med en anslået strømproduktion på cirka 2,4 mio. kWh pr. år.
Hele anlægget vil blive indhegnet med dyrehegn, og det forventes afgræsset af får.