Engsø Gruppen lukker og slukker
Engsø Gruppen meddelte således fredag eftermiddag, at såvel moderselskabet Engsø Gruppen a/s som Engsø Projektudvikling lukker ned.
Alle muligheder har været undersøgt for en fortsættelse af selskabet uden det dog er lykkedes at finde en gangbar løsning. Derfor lukkes og slukkes der nu for såvel Engsø Gruppen a/s som Engsø Projektudvikling a/s, oplyser Engsø Gruppen i en pressemeddelelse udsendt fredag eftermiddag.
De to lukninger føjer sig til konkurserne i Skana Entreprise, Engsø Vest og Svend Mortensen a/s, som blev meldt ud for to uger siden, da rekonstruktionen blev meddelt, hvilket kostede 150 medarbejdere jobbet.
I alt fyres syv medarbejdere, der er hjemsendt, i forbindelse med lukningerne af Engsø Gruppen og Engsø Projektudvikling.
De resterende medarbejdere er overflyttet til datterselskaberne Jönsson a/s og Jönsson Invent a/s, der begge fortsætter driften som vanligt, og som kuratorerne nu vil forsøge at finde nye ejere til.