Krav til byggefirmaer ved energirenovering
BAT-kartellet vil have garanti for, at de udførende på energirenoveringer efter Grøn Boligkontrakt kan udføre opgaven
Sådan lyder kravet fra bygningsarbejdernes paraplyorganisation BAT-kartellet, der frygter, at arbejdet kan udføres af tvivlsomme entreprenører og arme-ben-firmaer.
- Hvad nytter det, at energikonsulenten har foreslået, at boligen forsynes med nye energiklassevinduer, hvis den udførende ikke monterer dem korrekt, spørger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
Regeringen foreslår med den nye ordning om Grøn Boligkontrakt, at det skal gøres enkelt for den enkelte boligejer at få et overblik over behov, løsning og udførelse ved at tilbyde samlede pakkeløsninger, hvor en såkaldt grøn aktør har ansvaret for hele renoveringsprocessen. Det er tanken, at de grønne aktører - det kan eksempelvis være arkitekter, ingeniører eller energivejledere - skal certificeres til opgaven.
- Det er imidlertid ikke nok, at den grønne aktør har de fornødne kvalifikationer. Den udførende skal også have et kvalitetsstempel, så både boligejeren og staten er sikker på, at den anviste energieffekt rent faktisk også opnås. Der er derfor nødt til at være en eller anden form for tærskelværdi. Det kunne være, at virksomhederne er omfattet af en garantiordning, som det for eksempel er tilfældet med Dansk Byggeris medlemmer, siger Gunde Odgaard.
Brug for samarbejde
BAT-kartellet skriver i et høringssvar om lovændringerne som følge af Grøn Boligkontrakt til Energistyrelsen, at den grønne aktør skal være forankret i en fast konsortiestruktur med en eller flere samarbejdende virksomheder, som tilsammen kan løse hele renoveringsopgaven. Det vil give sikkerhed for, at det udførte arbejde også står mål med de besparelser, som rådgivningen lover.
Desuden ønsker BAT også, at arbejde, der udføres i forhold til Grøn Boligkontrakt skal være på danske løn- og arbejdsvilkår og omfattes af ILO 94-bestemmelser.
- Jeg tror ikke, at der i Folketinget er flertal for en løsning, der kan føre til at ukurant arbejdskraft kan lave arbejde på en ordning, der er blåstemplet af staten, mener Gunde Odgaard.
Samlet pakke god ide
Dansk Byggeri mener også, at der er store perspektiver i, at boligejerne kan få en pakkeløsning, hvor virksomheder kan tilbyde den grønne vejledning og selve renoveringsarbejdet.
Dansk Byggeri har således sammen med Bolius udviklet et koncept kaldet OneStop Energi. Her er der tale om en samlet pakke, hvor man som boligejer får vejledning til hele processen. Det gælder både planlægning, styring og udførelse af selve energirenoveringerne. I første omgang afprøver en række virksomheder konceptet.
- Men at kræve, at det alene er virksomheder, der indgår i sådanne konsortier eller pakkeløsninger, der kan udføre arbejdet er at gå alt for langt, og det vil være et indgreb i ledelsesretten. Hvis en grøn aktør-virksomhed vil hyre en underentreprenør til at løse en del af opgaven, kan vi ikke forhindre ham i det. Arbejdet vil jo fortsat være omfattet af garantiordningen, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.
Han ser også for sig den type grøn aktør, der alene har rådgiverbaggrund og som kommer med en række anbefalinger til en privat boligejer.
- Det står naturligvis boligejeren frit for at indgå aftale med hvem som helst om at udføre arbejdet. Vi håber naturligvis, at han vælger en af vores medlemsvirksomheder, men hvis han hellere vil have et polsk firma til at lave arbejdet, så er det ikke noget vi gennem lovgivning skal forhindre ham i, siger Michael H. Nielsen.