23948sdkhjf

Pres på overenskomst

Der har lydt stor ros fra næsten alle sider over for slagteriarbejdernes vilje til at gå ned i løn og i stedet investere i fremtidens svinebesætninger for at bevare arbejdspladser.

Men det er underligt, at ingen har sendt samme ros til byggesektoren, hvor løndannelsen netop tager hensyn til både de enkelte virksomheders økonomi og samfundsøkonomien. I gode tider giver de individuelle lønforhandlinger høje lønninger, i dårlige tider mindre høje. Markedet bestemmer i sidste ende – dog inden for overenskomsternes mindstebetalinger.

Problemet for byggearbejderne har imidlertid de senere år været, at "markedet" har fået tilgang af østeuropæisk arbejdskraft, der arbejder for netop mindstelønnen, og dertil skal lægges de mange, der arbejder til timepriser, som er ren løndumping.

Lønnen i den danske byggesektor bygger på en lang tradition for forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, forhandlinger der fastlægger en mindsteløn, som den enkelte byggearbejder kan forhandle ud fra. Det har ført til et generelt lønniveau, der reelt er langt højere end mindstelønnen, men i forståelse med arbejdsgiverne.

Slagteriarbejderne er altså blot indhentet af en udvikling, der gennem mange år har hersket i byggebranchen, hvor lønningerne bestemmes ud fra efterspørgslen på arbejdskraft inden for netop den branche.

Spørgsmålet er imidlertid, om udviklingen også er løbet fra den danske model for byggeriets lønninger. Mindstelønnen er cirka 115 kroner i timen plus diverse tillæg, men det er meget få danske byggearbejdere, der overhovedet ville drømme om at arbejde til den løn. En ledig byggearbejder har over for Licitationen direkte sagt, at han ikke vil arbejde for mindstelønnen. Så vil han hellere have dagpenge og arbejde lidt sort ved siden af – til 200 kroner i timen.

Østeuropæerne vil til gengæld meget gerne arbejde for mindstelønnen. Det har, ligesom det er sket for slagteriarbejderne, presset de danske byggearbejdere i defensiven – trods overenskomstens mindstelønninger, der vel også for danske byggearbejdere burde være en løn, de vil arbejde for, hvis de ikke kan opnå andet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14