Hanstholm Havn fører projekt videre
Hanstholm Havn har besluttet sig for at arbejde videre med de eksisterende udviklingsplaner
- Bestyrelsen er fast besluttet på, at de økonomiske udfordringer ikke skal stå i vejen for Hanstholm Havns udvikling, også selvom det måske kræver, at vi må finde nye veje til målet. Derfor fastholder vi den nuværende udviklingsplan og arbejder hen imod at reducere anlægsbudgettet og finde øget finansiering, så enderne kan nå sammen. Der er ingen tvivl om, at vi har en stor opgave foran os, men jeg er meget tilfreds med, at det er en enstemmig bestyrelse, som i dag har vedtaget at arbejde videre med planerne, siger bestyrelsesformand Poul Arne Jensen.
Det bliver fortsat havnens rådgiver Grontmij, som skal arbejde videre med evalueringerne. Poul Arne Jensen siger, at bestyrelsen ikke har fastlagt nogen deadline for, hvornår det reviderede projekt skal være færdigt.
- Lige nu afventer vi hele analysen af de indkomne tilbud, og den skal ligge klar 14. november, siger han.
Direktør for Transportation & Mobility i Grontmij Jørgen Thomsen er glad for, at samarbejdet med Hanstholm Havn fortsætter.
- Efter bestyrelsesmødet har Hanstholm Havn meddelt os, at samarbejdet fortsætter, og at vi skal arbejde videre med tilbudsevalueringen som afsluttes i november, siger han og fortsætter:
- Hvad der videre skal ske i projektet er naturligvis en beslutning som træffes af Hanstholm Havn.
Jørgen Thomsen vil ikke kommentere, hvilke poster i overslaget der afviger markant i forhold til tilbuddene.