Amager Bakke smadrer gigantfusion
Vestforbrænding trækker sig fra planer om sammenlægning af Danmarks to største affaldsselskaber grundet modstand mod nyt anlæg
Formand for Vestforbrænding og tidligere borgmester i Ballerup, Ove E. Dalsgaard (S) siger til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at projektet er lagt i mølposen og ikke mere er realistisk, og grunden til det er, at Amagerforbrænding fastholder, at de ønsker det gigantiske affaldsanlæg, Amager Bakke, opført som planlagt.
For dyrt
Ove Dalsgaard mener, at Amager Bakke er et for dyrt og ikke rentabelt projekt, som vil koste Vestforbrændings 19 ejerkommuner dyrt, hvis fusionen inkluderede et nyt forbrændingsanlæg på Holmen i København.
- Vi har været meget indstillede på en fusion, som begge parter og alle ejerkommuner kunne have profiteret af, men de 19 kommuner i Vestforbrænding har vurderet, at opførslen af Amager Bakke i den oprindelige plan vil give væsentlige øgede udgifter for dem. Og det kan ikke forsvares. Derfor er alle forhandlinger om et kommende samarbejde skrinlagt, siger Ove E. Dalsgaard.
Formanden siger, at de har regnet på Amagerforbrændings business-case og mener ikke, at den holder.
Det rene sludder
Formand for Amagerforbrænding og medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Mogens Lønborg (K), er i hvert fald enig med Ove E. Dalsgaard i én ting, og det er, at det er Amager Bakke, der er stridspunktet.
Men Mogens Lønborg er bestemt ikke enig med Ove E. Dalsgaard i at Amager Bakke er en udgift.
Han mener, at den beregnede positive business-case holder.
- Det er det rene sludder fra Dalsgaard, at business-casen ikke holder. Amager Bakke er fremtidens bedste løsning, og økonomien holder. Den er en god investering både for affaldsselskabet, kommunerne og ikke mindst for miljøet. Så jeg tager til efterretning, at Vestforbrænding har vurderet at stoppe drøftelser mellem os, men vi kan ikke give køb på dette projekt, der har været undervejs i fem år, og som åbenlyst er en fordel, siger Mogens Lønborg til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han er dog ikke sønderknust over afvisningen af en fusion, da han og flere af Amagerforbrændings ejerkommuner mener, at det er problematisk at skabe en sådan affaldsgigant, som vil skubbe affaldsområdet længere væk fra politikerne og dermed borgerne.
Med fusions-sammenbruddet skrives endnu et kapitel i den lange saga om fødslen af det Amager Bakke-projektet, der er tegnet af kendisarkitektens Bjarke Ingels firma BIG.
En nyhed, der i februar 2011 gik hele verden rundt via CNN, da det nye forbrændingsanlæg på 90 meter i højden med en skibakke oven på blev præsenteret.
En bakke, som i øvrigt ikke bliver finansieret via det fire mia. kroner dyre projekt, hvis det bliver til noget.
Stoppet af SF
Realiseringen af projektet er dog blevet grundigt stoppet af teknik- og miljøborgmester i København, Ayfer Baykal (SF), og et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, der er imod den planlagte massive afbrænding af affald.
De ønsker et mindre anlæg og mere genanvendelse, end det Amagerforbrænding har forslået.
København afslog at medvirke til at stille en lånegaranti på fire mia. kr. og derved gik projektet i stå til både Amagerforbrændings og mulige leverandørers store frustration.
Projektet ligger nu og venter på en afklaring, men formanden for Amagerforbrænding har ikke mistet troen på, at Amager Bakke bliver bygget.
- Selvfølgelig tror jeg på det. Alt andet ville være helt forkert. Jeg tror på sund fornuft. Derfor tror jeg på Amager Bakke, siger Mogens Lønborg.