For 10 år siden søgte næsten hver tredje ung, der forlod folkeskolen, ind på en erhvervsuddannelse. I dag er det kun hver femte, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. Af 70.000, der i denne sommer siger farvel til folkeskolen, har kun knap 14.000 søgt ind på en erhvervsuddannelse som for eksempel elektriker, smed eller murer. Der er store regionale forskelle. I hovedstaden er det blot 14 procent, der vælger en faglært uddannelse. I Region Nordjylland er det 27 procent.
Udviklingen bekymrer børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
- Alle fremskrivninger viser, at vi får rigtig meget brug for håndværkere og andre faglærte i fremtiden, siger ministeren til Ugebrevet A4.