Store vejforbedringer for små penge
Vejdirektoratet forbedrer trafiksikkerheden lokalt for beskedne bevillinger
Vejdirektoratet iværksatte et projekt, der skulle forbedre sikkerheden i krydset. Der blev anlagt fodgængerfelter og gennemført signaltekniske ændringer, der giver længere grøn tid for fodgængere. Desuden blev den tilladte hastighed på vejene op til krydset nedsat til 70 km/t, hvilket er en mere passende hastighed.
Eksemplet fra Snoldelev er blot et af de 12 projekter, som Vejdirektoratet fortæller om i en ny rapport om direktoratets mindre lokale forbedringer.
Rapporten dækker perioden fra 2007 til 2010, hvor Vejdirektoratet i samarbejde med borgere og lokale myndigheder etablerede over 260 små driftsforbedringsprojekter fordelt over hele Danmark.
Karakteristisk for projekterne er, at de kunne gennemføres hurtigt og uden kompliceret, forudgående planlægningsarbejde.
Bedre sikkerhed
Hovedparten af projekterne har taget sigte på at forbedre trafiksikkerheden, blandt andet ved at etablere lavere hastighedsgrænser og opstille fartvisere i byer og ved skoler.
Derudover har projekterne handlet om at forbedre forholdene for cyklister, øge tilgængeligheden og forbedre fremkommeligheden.
- Rapporten om Vejdirektoratets mindre lokale forbedringer viser, hvor vi hele tiden skaber væsentlige forbedringer af trafiksikkerheden og fremkommeligheden over hele landet ved hjælp af beskedne midler, siger plan- og sikkerhedschef Johan Sondrup Poulsen fra Vejdirektoratet.
De mindre lokale forbedringer har budgetter på op til omkring 2 mio.kr., men de fleste af dem er udført for langt mindre beløb. Ofte under en kvart mio. kr.