23948sdkhjf

Selvlærende robot klarer sorteringen

En flok finske doktorer har skabt en sorterings-robot der bliver klogere og klogere
Den kan håndtere dobbelt så mange objekter som en person. Og den kan blive ved og ved, uden at miste koncentrationen. Den skal ikke have pauser til hverken frokost, toiletbesøg eller rygning. Og så bliver den klogere og klogere.

Den hedder ZenRobotics Recycler og er barn af en flok kloge hoveder i den finske hovedstad Helsinki. En robot specielt skabt til at sortere genbrugsmaterialer. Virksomheden ZenRobotics har 20 medarbejdere, og halvdelen af dem har forsvaret en doktorafhandling og har det, der svarer til en Ph.d.

- Der er ingen tvivl om, at det er nogle kloge hoveder, der har fostret robotten. Og det er ganske imponerende, hvad den formår. Den sorterer sten, træ og metaller. Og flere fraktioner kommer løbende til. Robotten udvikler sig nemlig hele tiden, fortæller Thomas Jessen, der er marketingchef hos firmaet ReTec Miljø i Christiansfeld, som har sikret sig det danske agentur for den finske robot.

Lærer selv nye materialer

- ZenRobotics Recycler består af en robot-arm, griberarm, scanner med seks visuelle scanningsenheder, samt særdeles avanceret software. I takt med, at robotten præsenteres for nye materialer, som hidtil har været ukendte for den, registrerer den materialerne og lærer selv i takt med, at den arbejder. Det betyder, at den kontinuerligt kan skelne mellem flere og flere materialer og dermed sortere mere og mere effektivt, forklarer Thomas Jessen.

For eksempel vil robotten kunne lære sig selv at skelne mellem forskellige metaller i takt med, at de kommer til sortering. Hvis det vel at mærke kan være til fordel for virksomheden at få sorteret i andet og mere end blot "sten, træ og metal". Hvis beholderen til sten skal udvides til både at være beton og granit, registrerer robotten forskellen og sorterer i de ønskede fraktioner.

Ingen nemme løsninger

Den finske robot findes i to forskellige udgaver. Dels en fast-picker, som kan håndtere objekter op til fem kilo og kan præstere 2500 opsamlinger i timen. Dels en heavy-picker til større fragmenter op til 20 kilo. Den kan lave op til 1400 picks pr. time. En person vil typisk kunne klare 700 picks i timen, men kan ikke holde koncentrationen over en længere periode.

Og så forfalder den ikke til nemme løsninger.

- Robotten laver ikke det, vi kalder "cherry picks". Det vil sige lette og enkle elementer frem for større og tungere emner med mere værdi. Den er fuldstændig ligeglad med, hvad der kommer på båndet. Den sorterer simpelthen i den rækkefølge, elementerne kommer, siger Thomas Jessen.

Gensidige tjek

- Det er helt åbenlyst, at finnerne nærmest er geniale til programmering. De véd en masse om el-styring og robotter. Vi kom i kontakt med ZenRobotics-folkene i maj på en messe i München. Siden har vi så tjekket dem, og de har tjekket os. Det viser sig, at vi matcher hinanden fint. Robotten passer fint i vores program af grej til sortering og genanvendelse. Og for 14 dage siden lavede vi så aftalen om, at vi repræsenterer ZenRobotics i Danmark, fortæller marketingchef Thomas Jessen hos ReTec Miljø.

- Nu er vi spændte på, hvem der skal have den første sorteringsrobot i Danmark. Jo flere ting, der kan sorteres, jo mere interessant vil den være for vore kunder. Typisk vil man stille robotten op i en separat bygning med bånd, magneter og andet sorteringsgrej, siger Thomas Jessen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187