23948sdkhjf

Ni rendegravere til nordjysk entreprenør

Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning i Hjørring har købt ni New Holland rendegravere i år. Rendegraveren er fleksibel og økonomisk
Evnen til både at grave, læsse og flytte sig selv på hjulene er nogle af nøglepunkterne for Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning, når firmaet fortsat vælger at have et stort antal rendegravere. Alene i 2012 har S.D. Kjærsgaard leveret ni New Holland rendegravere til Vennelyst, som i alt råder over cirka 30 rendegravere.

Alsidigt firma

Vennelyst er et meget alsidigt entreprenørfirma med mange opgaver indenfor ledningsarbejde, fjernvarme og kloak, hvor rendegraveren er meget velegnet, men også ved belægningsarbejde er det en maskine, som mandskabet gerne vil have med ud, så afretningen går let.

- Vi arbejder fra Aalborg til Skagen og fra øst til vest nord for Limfjorden, så det er et forholdsvis stort arbejdsområde. Derfor er det vigtigt, at maskinerne kan flytte sig selv, så vi ikke skal rundt med trailere eller blokvogne. En rendegraver kan bruges til mange typer opgaver, og dermed har vi også en høj udnyttelse af maskinerne, siger Jan-Iver Christiansen, der er indehaver af Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning, som har kørt med New Holland i mange år og tidligere med forgængeren Ford.

Trofast mod mærket

- Vi er ret trofaste mod New Hollands rendegraver, fordi det er en driftssikker maskine, og så har de nye modeller et meget lavere brændstofforbrug end tidligere. Det vægter meget. Vi kører jo med maskinerne hver eneste dag, så brændstof er en vigtig driftsudgift, siger Jan-Iver Christiansen, der typisk udskifter maskinerne efter 6.000 driftstimer eller cirka fem år.

Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning har i dag cirka 170 medarbejdere og spreder sig over et meget bredt felt af entreprenør- og anlægsopgaver som eksempelvis tungt jordarbejde, grønt anlægs- og plejearbejde, TV-inspektion af kloakker, slamsugning, vognmandsforretning og nedbrydningsarbejde.

Stoler på os

- Du skal hellere spørge andre om vores styrker, men hvis jeg selv skal sige det, så er det vel vores pålidelighed. Når vi har givet en pris og en tid, så overholder vi det. Den pålidelighed og loyalitet overfor kunderne har vi nydt godt af de seneste år, hvor der ikke har været så travlt.

- Vi har spredt viften af aktiviteter for at imødegå den lidt vanskelige tid, og så har vi holdt på vores dygtige medarbejdere, så vi har været klar, da der igen kom gang i hjulene, siger Jan-Iver Christiansen.

Vennelyst er grundlagt for ca. 50 år siden af Jan-Iver Christiansens far, Hans Christiansen, der fortsat er aktiv i firmaet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079