Kommuner på arbejde
Men uanset hvordan kommunerne vælger at vende skråen, så må kommunen kigge ind i egen forretning. For det er nemlig en forudsætning at kommunen selv har styr på sine driftsopgaver.
Kommunerne har en stor opgave i at få beskrevet hvilke opgaver man skal have løst. Det drejer sig i al enkelhed om at få sat mål og vægt på opgaverne.
Således set er der et enormt udviklingspotentiale i kommunerne, som når de får arbejdet gjort, langt bedre kan overskue virksomheden og beskrive de opgaver, der skal løses.
Men man kan ikke lade være at spørge sig selv, hvor længe en privat virksomhed ville have overlevet, hvis dens ledelse ikke havde styr på, hvor meget strøm, der bruges, hvor meget dieselolie der bruges, hvor mange materialer, der indkøbes, for ikke at tale om den præcise lønomkostning, der går til specifikke opgaver.
Nu skal en kommune ikke nødvendigvis sammenlignes med en privat virksomhed, og så dog; Det må være et politisk krav, at der er styr på, og fuldt overblik over opgaverne i en kommunal forvaltning.
Derfor er det på høje tid at denne opgave løses i kommunerne. Dels for skatteborgernes skyld, men også for det private erhvervsliv, som ofte bliver udstillet, når de bliver for dyre i en udbudt opgave. En fordyrelse, som måske ikke engang skyldes virksomhedens beregninger, men manglende overblik hos udbyderen - nemlig kommunen. Der er nemlig kun én vej at imødegå risici for en privat virksomhed, nemlig ved at tage sig betalt for den. Men hvis risikoen elimineres, bliver det også billigere at få opgaven løst.