Nedrivning betaler sig
Det fremgår af den brancheanalyse, som Licitationen Byggeriets Dagblad har foretaget blandt landets nedrivningsfirmaer.
Når det skal fremhæves her i spalten, så er det fordi det er positivt. Positivt fordi fremgangen er resultatet af en indsats mod skadelige stoffer i miljøet. Der sættes nye krav til, hvordan miljøskadelige stoffer skal fjernes, og der kræves en kvalitativ indsats fra branchens side - en udfordring man har taget op i branchens egne rækker, og som i dag er med til at give faget et lille rygstød fremad.
Og det viser også med al tydelighed, at når man fra regeringens side sætter fokus på at sætte lidt gang i miljøtiltag, så giver det altså pote direkte ned i danske virksomheders ordrebøger - og dermed en positiv effekt på beskæftigelsen.
Det samme vil med al sandsynlighed være tilfældet når man nu, som vi også skriver i dag, har fjernet de tåbeligheder i lovgivningen, som har hindret energirenoveringen i den private sektor i at komme rigtigt i gang.
Nu kan det lade sig gøre for private udlejere at lave energirenoveringsprojekter, som både udlejer og ikke mindst også lejer kan få noget ud af.
Sådan noget er med til at sætte lidt gang i hjulene. Om det er nok, vil tiden vise, men måske suppleret af andre ordninger vil det utvivlsomt få en effekt.
En lang række private udlejningsejendomme trænger til en rigtig kærlig hånd, når det gælder energibesparelser. Der findes stadig ejendomme med enstrengede varmesystemer, dårlige vinduer og isolering, der har mere end 50 år på bagen.
Det er måske værd at huske, at 40 procent af vort energiforbrug stammer fra vores boligmasse, så gevinsten ved at gøre noget netop på denne front, er enorm - også selv om det koster lidt penge at tage nogle initiativer - og så kan vi tilmed have en frisk ånde - hele dagen....