23948sdkhjf

Grønne hensyn skal styre energipolitik

Tekniq opfordrer klimaministeren til at skabe en varig og langsigtet løsning for solcelle-investeringer
Der skal tænkes i grøn udvikling fremfor i statsfinanserne.

Det var budskabet, som en række organisationer præsenterede for klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) på et møde onsdag på baggrund af udsigterne til drastiske ændringer i nettomålerordningen for solceller.

- Når danskerne investerer i VE-anlæg eller energibesparelser, så bliver statens provenugevinst på energi naturligt mindre. Men det er en absurd tanke at straffe boligejere for at investere i grønne løsninger, og det gør man, hvis man fjerner nettomålerordningen for solceller. En energibesparelse som følge af en investering i solceller er ikke anderledes, eller mere skadelig for statsfinanserne, end en energibesparelse som følge af en investering i en varmepumpe, en miljørigtig bil eller brug af sparepærer, siger Christian Jarby, chef for teknisk afdeling i Tekniq, som var blandt de inviterede organisationer.

– I den seneste tids debat om solceller, har det været tydeligt, at skatte-provenuet har været vigtigere end det faktum, at vi lige nu ser en af de største klimamæssige succeser i danmarkshistorien, hvor boligejere af egen lomme har investeret cirka tre mia. kroner i vedvarende energi. Det gør de især i kraft af nettomålerordningen, der gør det både attraktivt og letforståeligt at blive grøn forbruger. Den investeringsvillighed skal vi glæde os over og ikke straffe, siger Christian Jarby.

Hurtig afklaring

Tekniq opfordrer klimaministeren til at handle og til at skabe en langsigtet ordning med varige rammebetingelser.

- Det er helt afgørende, at partierne på Christiansborg meget hurtigt bliver enige om en holdbar løsning, så både forbrugere og markedets aktører får vished for, hvilket økonomisk grundlag et solcelleanlæg vil basere sig på i fremtiden, siger Christian Jarby.

Tekniq opfordrer blandt andet regeringen til at gennemføre skattemæssig ligestilling mellem bygningsintegrerede anlæg og påmonterede anlæg, så de påmonterede anlæg ikke favoriseres.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11