23948sdkhjf

Nogen har lugtet penge

Danskeren Ole Hein Sloth er en af de tilbageholdte Pihl-ansatte i Sri Lanka
“Please send 18 mio DKK så vi kan forlade det her f.... land, vi er i øjeblikket taget som gidsler."

Sådan skrev Ole Hein Sloth på Facebook, da konkursboet efter Pihl & Søn meddelte, at forhandlingerne om spildevandsprojektet i Sri Lanka var brudt sammen, og at medarbejderne ikke længere var beskæftiget.

Ole Hein Sloth har arbejdet for Pihl & Søn i knap 10 år og senest på spildevandsprojektet. De 18 mio. er det beløb, som Sri Lanka mener de har krav på, og dermed det beløb, som man har krævet for at give medarbejderne deres visa tilbage, så de kan forlade landet.

Svenske Sida, der svarer til det danske Danida, er med til at finansiere spildevandsprojektet. Pihl & Søn vandt i sin tid licitationen for opgaven, som det srilankanske National Water Supply & Drainage Board udbød. Danske Bank har stillet bankgaranti for Pihl & Søn i forbindelse med spildevandsprojektet, og sammen med Kromann Reumert, som er kurator for konkursboet, har banken siden konkursen forsøgt at køre projektet videre.

Ifølge Ole Hein Sloth er det sandsynligvis bankgarantien, som den srilankanske regering er blevet interesseret i.

- Nogen har lugtet penge. Der var stillet en stor garanti fra Danske Banks side. Den har de lugtet, de kunne få fingre i. Det kunne de ikke. Næste skridt var så os. Det er træk to. Hvad bliver træk tre så, spørger Ole Hein Sloth.

Er flyttet fra lejlighed

Efter meddelelsen fra konkursboet om, at forhandlingerne var afbrudt, og at medarbejderne ikke længere var beskæftigede, valgte Ole Hein Sloth at forlade den lejlighed, han har fået stillet til rådighed i forbindelse med spildevandsprojektet.

- Jeg forlod lejligheden i lørdags og har fundet mig et sted at bo. Vi er i god behold, men jeg føler mig kun så sikker, som man nu kan føle sig i et land, som gør sådan nogle ting. Derfor valgte jeg at flytte og være sikker på at have en god seng at sove i, indtil sagen er løst, siger han og fortsætter:

- Det er ude af kontrol. Man ved ikke helt, hvad de kan finde på at gøre. De tænker ikke helt på samme måde, som vi gør. Man kunne godt forestille sig, at de kunne finde på at tage andre midler i brug, hvis de finder ud af, at de ingen penge får. Det er ikke til at sige, men jeg ville i hvert fald ikke tage nogen chancer.

En menneskeret

Ole Hein Sloth er overrasket over, at en regering kan finde på at holde personer fanget i et land på den måde.

- Det er irriterende, at man ikke kan få lov til at gå nogen steder. Man er tilbageholdt mod sin vilje. Det er jo en menneskeret at kunne få lov til at rejse. Og så er det en regering, der gør det – og ikke terrorister eller pirater – det er ikke til at forstå, siger han og tilføjer, at kurator og den danske konsul i Sri Lanka gør meget for at hjælpe de tidligere ansatte.

I gårsdagens udgave af Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyste partner Christian Jul Madsen fra Kromann Reumert, at Sri Lanka havde henvendt sig for at genoptage forhandlingerne, men inden avisens deadline var der ingen afklaring på, om forhandlingerne bliver genoptaget, endnu.

Christian Jul Madsen sagde i gårsdagens avis, at srilankanerne mener, at selskabet, som medarbejderne er ansat i, skylder den srilankanske stat penge.

- Det er et krav, vi aldrig har hørt om før. Så fandt man ud af, at medarbejderne var personligt ansvarlige, hvilket er i strid med al lov og ret - også på Sri Lanka, sagde han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109