Anlægsnyt
NEDRIVNING - HEDENSTED: Økonomiudvalget i Hedensted Kommune skal på sit møde den 18. november tage stilling til, hvorvidt der kan meddeles tilladelse til nedrivning af bygninger Søndergade 21A og 21B i Hornsyld.
Ældrecentrene i Juelsminde Kommune har ansøgt kommunen om tilladelse til nedrivning af omtalte bygninger.
Administrationen indstiller, at der meddeles tilladelse til nedrivning af Søndergade 21B, at der nedlægges forbud mod nedrivning af Søndergade 21A, og at der igangsættes udarbejdelse af et lokalplanforslag til vedtagelse indenfor et år.
KUNSTGRÆS - TARM: Tarm IF søger nu Ringkøbing-Skjern kommunen om 250.000 kroner til at lægge kunstgræs på en eksisterende grusbane, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Klubben har også selv sparet nogle penge sammen til banen, som i alt kommer til at koste 1,8 mio. kroner.
REGION NORDJYLLAND
VANDLØB - BLOKHUS: Med tilsagn om to mio. kroner fra puljen Grønvækst, en EU pulje under landdistriktsprogrammet, er finansieringen af projektet Blokhus Bæk på plads, skriver Jammerbugt Kommune på sin hjemmeside.
Med projektet vil Jammerbugt Kommune genskabe Blokhus Bæk og styrke det fysiske miljø langs forløbet med rydning, stier, ny beplantning og ny belægning. Projektet styrker byens oprindelige kvaliteter og skaber nye rekreative muligheder i byrummet. Med projektet vil der blive skabt en fysisk og rekreativ sammenhæng fra stranden forbi strandkiosken, fiskernes hus via strandpromenaden op til den genopbyggede redningsstationsstation og videre til Blokhus Torv.
Udover at projektet bidrager til at forskønne Blokhus og skabe højere kvalitet som turisme tilbud, løser projektet også aktuelle udfordringer i forbindelse med nedbør og oversvømmelser.
Projektet støttes med tre mio. kroner fra Realdania gennem kampagnen Stedet Tæller, og det har et samlet budget på omkring 5,5 mio.kroner.
Projektet er udviklet i et nært samarbejde mellem frivillige i Blokhus, Den Erhvervsdrivende fond Blokhus Strandcenter og Jammerbugt Kommune. Målet er, at projektet er realiseret ved udgangen af 2014.