Enhedslisten er klar med bestilleransvar
Enhedslisten kræver bestilleransvar i forbindelse med de kommende forhandlinger om finansloven
Det siger Enhedslistens ordfører mod social dumping, Finn Sørensen, på baggrund af københavnske og århusianske bygningsarbejderes aktioner imod Pihl & Søns aktiviteter i Århus havn og Hotel dAngleterre i sidste uge.
- Derfor rejser vi krav om bestilleransvar i finanslovsforhandlingerne. Det duer selvfølgelig ikke med sabotage og hærværk. Det burde garvede bygningsarbejdere være for kloge til. Men det siger noget om, hvor desperate folk er over at se, deres job bliver overtaget af lavtlønnet arbejdskraft. Det er selvfølgelig dobbelt frustrerende for folk, når det er store danske entreprenører som Pihl & Søn, der sætter misbruget af udenlandsk arbejdskraft i system og det er det meget ofte, siger Finn Sørensen.
Styrkelse af kontrollen
Han er generelt godt tilfreds med, at der er sket en kraftig styrkelse af kontrollen med de udenlandske virksomheder gennem store aktioner fra Arbejdstilsyn, Skat og Politi:
- Fagforeningerne fortæller os, at det virker. Men eksemplerne med Pihl&Søn viser, at der skal mere til. Den, der bestiller en tjenesteydelse, eksempelvis en bygherre eller en hovedentreprenør, skal kunne gøres økonomisk ansvarlig for, at der i hele entreprenørkæden er betalt skat, moms, sociale bidrag og løn som aftalt med de ansatte. Samt at arbejdsmiljølovgivningen er overholdt. Så vil Pihl & Søn tænke sig om to gange, før de bruger underleverandører, der ikke har orden i sagerne, siger Finn Sørensen.
Beslutningsforslag
Ifølge beslutningsforslaget skal regeringen fremsætte et lovforslag om bestilleransvar med virkning fra den 1. januar 2013, og det understreges, at ansvaret også gælder ved udlicitering af opgaven, "og det gælder alle led i kæden".
Lovforslaget skal i øvrigt indeholde bestemmelser om sanktioner i form af bøder eller fratagelse af muligheden for at drive virksomhed. Desuden skal der fastsættes en bagatelgrænse.
Lovforslaget omfatter ikke detailhandel.
- Social dumping er en alvorlig trussel mod vores samfund. Det undergraver løn- og arbejdsvilkår og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Det undergraver også det skattefinansierede velfærdssamfund, når der ikke betales skat eller moms. Desuden er social dumping med til at undergrave ordentlige virksomheder, der overholder love og overenskomster, da de ikke kan konkurrere med de virksomheder, der ikke betaler, det de skal, hedder det videre i forslaget.
Aftalefriheden
Det slås også fast, at "bestilleransvar kolliderer ikke med aftalefriheden på arbejdsmarkedet".
- Den tager ikke stilling til, om leverandørernes aftaler med de ansatte er kollektive eller individuelle, eller til indholdet i disse, men blot at første led i kæden den, der bestiller opgaven kan gøres ansvarlig for overtrædelse af aftaler og lovgivning. Bestilleransvar sikrer heller ikke, at alt arbejde foregår efter overenskomst, da overenskomst er et spørgsmål mellem arbejdsmarkedets parter. Når bestilleransvaret er indført, vil det givet være nødvendigt med regulering af forskellige ordninger med krav om garantistillelse og forsikring, ligesom det er sket i byggebranchen i forhold til ansvaret for fejl ved byggeri. Lovforslaget skal indeholde en bagatelgrænse, så en almindelig borger, der bestiller en håndværker til at installere en vaskemaskine eller udføre mindre reparationer og ombygninger, ikke bliver omfattet af bestilleransvaret, skriver Enhedslisten i beslutningsforslaget.