København begynder anlæg af to nye broer ved Ryparken
Københavns Kommune starter snart anlægsarbejdet for to nye stibroer
Byggepladsen er ved at tage form lige nord for Ryparken Station, og sidst i i denne måned begynder selve arbejdet med at bygge de to nye stibroer.
De særlige broer betyder, at man på cykel og til fods nemt vil kunne komme over både Helsingørmotorvejen/Lyngbyvej og den kommende Nordhavnsvej. Desuden vil broerne på sigt være med til at binde cykelruter mellem flere bydele sammen.
Nemmere adgang
Den ene stibro vil føre cyklister og gående sikkert og hurtigt over Nordhavnsvej. Stibroen løber fra området nord for Ryparken Station, langs Ringbanen til boldbanearealerne ved Ryparken, hvor der bliver mulighed for at fortsætte over i den såkaldte Ryvangsrute mod Hellerup.
Den anden stibro krydser over Helsingørmotorvejen og Lyngbyvej, hvor den løber langs nordsiden af jernbanebroen ved Ryparken Station. Den kobler sig på stisystemet mod Nørrebro og området ved Bøllemosegårdsvej og Ryparken.
De to stibroer udgør et sammenhængende forløb, og via et rampe- og trappeanlæg på hver side af Helsingørmotorvejen/Lyngbyvej kan man også nemt komme til og fra stibroerne ved Ryparken Station. Områderne på, under og ved stibroerne bliver gjort så lyse og venlige som muligt, så folk kan orientere sig og føle sig trygge.
Ingen gener
Byggeriet af stibroerne starter natten mellem den 29. og 30. oktober, hvor der skal vibreres spuns (metalplader) ned ved nordsiden af Ryparken Station.
Da opstarten på arbejdet foregår tæt på jernbanesporene, er det nødvendigt at tage denne ene nat i brug. Resten af spunsarbejdet i uge 44 foregår om dagen. Den efterfølgende del af byggeriet forventes ikke at medføre gener for naboerne til byggeriet.
De første cyklister og fodgængere vil kunne trille og spadsere ud på stibroerne i efteråret 2013. Selve Nordhavnsvej står færdig i slutningen af 2015.