Der skal sættes pris på aluminium
Intelligent brug af aluminium i byggeri skal nu belønnes med tre nye priser
Aluminium er nemlig et spændende materiale, som giver nogle helt unikke udfoldelsesmuligheder inden for byggeri. Ikke mindst facader kan tilføres nogle helt særegne arkitektoniske udtryk kombineret med stor funktionalitet.
Derfor bør de gode løsninger belønnes, og nu går Alufacadesektionen under Dansk Byggeri sammen med Aluminium Danmark DI om at uddele Aluminium-relaterede priser ved en prisoverrækkelse d. 12. november 2012.
Der vil være tre priser at kæmpe om: to hovedpriser og en ekstrapris. De to hovedpriser er på hver 25.000 kroner, og ekstraprisen honoreres med 10.000 kroner.
- Vi glæder os meget til at se nogle spændende bud på projekter, som vil gøre en forskel for byggeriet, siger Per Thomas Dahl, der er branchedirektør for Danske Byggematerialer under Dansk Byggeri.
Færdigopført byggeri
Hovedpris 1 gives til et færdigopført byggeri med "intelligent og innovativ anvendelse af aluminium, der fremmer byggeriets bæredygtighed og funktionalitet". Det vil sige, at byggeriet forventes at skille sig ud arkitektonisk eller funktionelt og på en sådan måde, at anvendelse af aluminium har bidraget til at fremme og understøtter byggeriets bæredygtighed.
Hovedpris 2 gives til "en detalje, en løsning eller en komponent som skiller sig ud. Det kan for eksempel være solafskærmning, solcelleløsning eller en speciel konstruktion. Samtidig skal bidrage til fremme af bæredygtigt byggeri.
Ekstraprisen uddeles til studerende eller nydimitterede - ingeniør/bygningskonstruktør, arkitekt eller andre uddannelsesretninger - som har en "god ide eller projektforslag - udformet i aluminium - til fremme af bæredygtigt byggeri og bygningskomponenter".
Elsket og hadet
I begyndelsen af august kan man downloade nomineringsskemaer fra blandt andet Danske Byggematerialers hjemmeside.
- Brug af aluminium har i en årrække både være elsket og hadet, men med korrekt anvendelse er der slet ikke nogen tvivl om, at man kan komme rigtig langt - også på indeklimasiden, siger Per Thomas Dahl.
Dommerkomiteen er sammensat af eksperter og folk fra branchen heriblandt professor Per Heiselberg, Ålborg Universitet, Institut for Byggeri og Anlæg, og Mikael Koch, som er bæredygtighedskonsulent i Danske Ark.