23948sdkhjf

Sorø Kommune valgte dyr ideologi frem for godt købmandsskab

Når en kommune sender en opgave i udbud, må man formode, at det er for at finde frem til den bedste og billigste opgaveløsning.

Derfor er det helt uforståeligt, at Sorø Kommune har valgt at annullere udbuddet af vej- og parkopgaver, som en privat leverandør ellers kunne løse næsten 20 mio. kroner billigere end det såkaldte kontrolbud fra kommunens egen afdeling. 81 mio. kroner imod knap 100 mio. kroner over fire år. Og vi skal her huske på, at det er skatteborgernes penge, der handles med.

Et flertal i byrådet forsøger nu at retfærdiggøre beslutningen ved at påstå, at alle private tilbud var dyrere end kommunens. Det er jo ikke sandt. Byrådsflertallet har bare valgt at sammenligne med den hidtidige opgaveløsning, og ja den er billigere, fordi udbuddet indeholdt flere opgaver, end der bliver udført i dag. Flertallet sammenligner altså æbler og pærer.

Det hører også med til historien, at det private tilbud er belastet med en meget dyr kontrolfunktion på 3,2 mio. kroner, som krævet af kommunen.

En funktion, som faktisk ikke bør medtages i det private tilbud, fordi den vil blive afholdt uanset, om der er tale om en privat eller kommunal aktør. For kommunen kontrollerer vel også overholdelse af sine økonomi- og kvalitetskrav, når den selv producerer?

Desuden glemmer man behændigt også den likviditetsforbedring, som kommunen kan høste ve,d at den private aktør overtager maskinerne i kommunens vej og parkafdeling.

Flertallet i byrådet har kort og godt truffet en politisk beslutning, der er til skade for det lokale erhvervsliv. Det lugter af ideologi - og ikke købmandsskab.

Forsøget på at give den ideologiske sandhed en økonomisk forklædning er irriterende ringe. De bydende virksomheder, der har brugt tid og penge på at byde er holdt for nar, og skatteyderne i Sorø smider 20 mio. gode kroner ud af vinduet.

Man må så spørge sig selv, hvorfor Sorø Kommune i første omgang foretog udbuddet, når den alligevel ikke ønskede at vælge det bedste tilbud? Skal virksomhederne i fremtiden forlange en underskrift på, at kommunen virkelig mener sine udbudsforretninger alvorligt?

Sorø Byråds flertal har truffet den forkerte beslutning både for borgerne og til skade for det fremtidige samarbejde med erhvervslivet.

Dansk Byggeri opfordrer til, at kommunen lægger sit kontrolbud åbent frem - så kan virksomhederne og borgerne se, hvor de 20 mio. kr. bliver af. Dyr ideologi frem for godt købmandsskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097