Renovering med sjæl og håndværk
Kendte og mindre kendte bygninger veksler mellem hinanden blandt de nominerede til Renover Prisen 2013. Gennemgående træk er skift fra det indadvendte til det udadvendte
Meget sigende insisterede dommerne på at udvælge et ekstra projekt, i forhold til de fem, der efter planen skulle lande i bunken med de endeligt nominerede.
Der var simpelt hen for mange gode til, at det kunner ignoreres.
Henkel, et erhvervsbyggeri i Valby, er et af de projekter, der blev udvalgt.
Henkel er en gammel sæbefabrik, hvis funktion er blevet ændret, så den nu huser kontorer og erhverv. Fabrikken er renoveret med respekt for bygningens sjæl og charme i kombination med moderne teknologi.
For eksempel er de gamle stålvinduer udskiftet med nye energivenlige af slagsen - men med nøjagtigt samme udseende. Der har været fokus på energirigtig renovering og bygningen har blandt andet fået grønne sedumtage, luft-til-vand varmepumper og naturlig ventilation.
Nyt tag og solceller
I den mere kendte afdeling finder vi Langkærparken, et alment boligbyggeri i Aarhus, der udmærker sig ved at være Danmarks første lavenergirenovering af en etageejendom (energiklasse 0).
Der er blandt andet lavet et nyt tag, der er efterisoleret. Oven på taget er der etableret solceller, der leverer 32 kwh om året og en solfanger, der hjælper til produktionen af varmeforbruget.
Derudover er alle facader efterisoleret og indgangspartierne har fået nye vindfang. Der er opsat nye altanfacader, som er isoleret og vinduerne er udskiftet med højisolerede energivinduer.
Beboerne har været genhuset under hele processen og har været inddraget i processen blandt andet gennem nogle beboer-workshops.
Kulturhistorisk værdi
I den spektakulære afdeling finder vi Nordkraft, der er et kulkraftværk, som er blevet transformeret til et multifunktionelt kultur- og erhvervsbyggeri. Nordkraft er et af de projekter, der virkelig har givet et løft til hele kvarteret.
Især de store fællesarealer på over 7.000 kvm med blandt andet skateboardbaner har bidraget til omgivelserne.
I Nordkraft har man efterstræbt at bevare den kulturhistoriske værdi i og omkring bygningerne. Det har været en udfordring især i forhold til isoleringen, som er udvendig på grund af af bygningens kompleksitet.
Udtryk ændret
Også ved Poplen, en institution i Roskilde, er der sket en nyfortolkning af de røde ladebygninger fra den gamle landsby, som bygningen ligger op til.
Bygningens samlede udtryk er ændret fra at være en tung indadvendt bygning til at blive langt mere åben, legende og inviterende.
Renoveringen af Poplen har desuden haft fokus på økonomisk bæredygtig renovering, da der har været begrænsede økonomiske midler at gennemføre renoveringen for.
I Ryesgade 30 i København, hvor der var andre arkitektoniske hensyn at tage, var formålet at gøre bygningen energirigtig og bæredygtig, uden at det gik ud over den eksisterende arkitektur.
Der er blandt andet lavet flere forskellige tiltag til at sikre kældrene mod oversvømmelser.