Nye muligheder i mulighedernes hus
ReTec er flyttet til Haderslev til tre gange så meget albuerum
Nu ikke længere i landsbyen Stepping, hvor Kjeld Jensen ellers lagde grunden til ReTec i 1997, og hvor virksomheden har holdt troligt til siden. Nu er ReTec flyttet en lille snes kilometer mod sydøst til Haderslev. Hverken i luftlinje eller ad landevejen den store flytning. Men en forandring, der voldsomt øger mulighederne i mulighedernes hus.
Lejer ud til chefen
- Vi havde omkring 600 kvm under tag i Stepping. Her på Fjordagervej i Haderslev har vi mere end tredoblet til cirka 2000 kvm, og uden døre har vi 7.500 kvm med belægning, fortæller Henry Bjerg. Han bør om nogen kende forholdene på den nye adresse. Det er ham, der ejer ejendommen, som ReTec nu er flyttet ind i. Og så er han produktionschef hos ReTec. Så Henry Bjerg lejer virksomhedens nye domicil ud til chefen.
ReTec har først og fremmest gjort sig kendt for at kunne skrue alverdens maskineri sammen til totalløsninger inden for affaldsbehandling og genvinding. Ofte sker det med basis i nogle af de import-agenturer, som Kjeld Jensen har sikret sig gennem årene. De to mest markante og tungtvejende er det store program i flishuggere fra tyske Jenz og sigter og sorterere fra ligeledes tyske Terra Select.
Også egenproduktion
- Cirka en tredjedel af aktiviteterne i butikken er forhandlingerne af forskellige maskinmærker og typer. Og altså med Terra Selects sigter og sorterere som fundamentet sammen med Jenz-flishuggerne. Når vi leverer nye løsninger, er der ofte tale om blandinger af importerede maskiner og egen produktion. Vi bruger det optimale grej til den konkrete opgave. Og derfor er der tit tale om, at vi bygger et helt anlæg på basis af maskiner i sortimentet, forklarer Henry Bjerg.
Da Kjeld Jensen byggede firmaet ReTec, skete det i bogstavelig forstand på soklen af Stepping Smede- og Maskinforretning. Egentlig er han handelsuddannet, men en voldsom interesse for teknik førte til, at han overtog smede- og maskinforretningen og begyndte at udvikle egne produkter.
Godt tidspunkt
- ReTec ramte en nicheproduktion med maskiner til genbrug og neddeling på et rigtig godt tidspunkt. Siden har virksomheden været på forkant med miljø-tankerne, som vægter rigtigt tungt i dag. For nogle år siden lukkede aktiviteterne i Stepping Smede- og Maskinforretning, og kræfterne blev koncentreret om ReTec-aktiviteterne, siger Henry Bjerg.
Han har været produktionschef hos ReTec siden december i fjor og har ansvaret for den daglige administration, når Kjeld Jensen ikke selv er hjemme.
- Planen er, at jeg skal aflaste Kjeld Jensen, så han i større omfang kan bruge sin store knowhow på maskinbyggeri, fortæller Henry Bjerg.
En snes
En snes medarbejdere har deres daglige dont nu på Fjordagervej næsten med udsigt over Haderslev Fjord. Samtidig benytter ReTec sig en del af underleverandører.
Mens ReTec nu er rykket ind som lejer i produktionschefens ejendom, er der også kommet ny aktivitet på ReTecs tidligere adresse. På Christiansfeldvej i Stepping, hvor ReTec blev født og voksede op, har Stepping Frivillige Brandværn nu lejet sig ind i den oprindelige ReTec-bygning.