Anlægsnyt
SKOV HOLSTEBRO: Står det til kommmunalpolitikerne i Holstebro, skal det være meget grønnere at bo i Holstebro Kommune, skriver Dagbladet Holstebro:
Byrådet vedtog således forleden en klimaplan, som siger, at helt op mod 25 procent af kommunens areal gerne skulle beplantes med skov. Planen er at størstedelen af de nye skovområder skal rejses af private.
PLADS HORSENS: Vitus Berings Plads i Horsens skal have nyt liv. Parkeringspladserne skal fjernes og i stedet skal pladsen udstyres med træer og bænke. Pladsen får ny belægning i forskellige niveauer, og der skal laves en illle korridor gennem pladsen til varekørsel.
Omlægningen af Vitus Berings Plads, som gennemføres om kort tid, er en del af Horsens Kommunes overordnede plan om at forbedre forbindelsen mellem banegården og havnen. Det fortæller Horsens Folkeblad.
REGION HOVEDSTADEN
CYKELSTIER BIRKERØD: Planerne for anlæg af cykelstier langs Tornevangsvej og Ludvig Jensensvej i Birkerød er nu klar. Teknik- og Miljøudvalget gav forleden sin principgodkendelse af et skitseprojekt.
Ifølge skitseprojektet skal der anlægges separate cykelstier langs Tornevangsvej mellem Rolighedsvej og Ludvig Jensensvej og delte cykelstier langs Ludvig Jensensvej til Vestervang. At stierne er delte betyder, at cykelsti og fortov ligger i samme niveau, adskilt med afstribning.
For at forbedre krydset Tornevangsvej/Ludvig Jensensvej opsættes også lysregulering. Samtidig anlægges der midterheller på Tornevangsvej ud for de tilsluttende veje for at gøre det lettere at krydse vejen.
Forvaltningen er i gang med at undersøge behov og muligheder for også at bygge en stibro over jernbanen ved det kommende signalregulerede kryds og anlæg af en afsætningsplads for de børn, der bliver kørt af deres forældre.
Det vedtagne skitseforslag er første etape af en forbedring af trafiksikkerheden i Birkerød, som Rudersdal Kommune har afsat 21 mio. kr. til i 2012-13.