M.J. Eriksson kraner folder sig helt ud
Jordentreprenøren M.J. Eriksson arbejder også i luften. To nye teleskopkraner på larvefødder er netop sat i arbejde
Kranerne er dermed en del af det entreprenørmateriel, som M.J. Eriksson benytter til egne entrepriser og/eller lejer ud til andre entreprenørers anlægs- og byggeprojekter i det ganske land.
Allerede udlejet
Ifølge Kim Jakobsen, der er ansvarlig for udlejning og drift, er begge de nye teleskopkraner allerede udlejet til et elementbyggeri i Herlev og til M.J. Erikssons eget projekt for Vejdirektoratet, " Broer og vej Karlstrup Mose".
De to kraner har begge en kapacitet på 60 ton, og er opbygget med en 40 meter lang teleskoparm, og en jiib på 10,2 til 16 meter. Fordelene ved de nye kraner, når de sammenlignes med M.J. Eriksson traditionelle 60 tons LR-kraner på larvefødder, er blandt andet, at de kan transporteres uden forudgående adskillelse, de er køreklare, når de er læsset af, har en kort set-up tid, de fylder mindre og er meget manøvredygtige.
Stor præcision
Samtidig kan de tilpasses i højden, og forskyder deres last med stor præcision. Endelig har de på grund af larvefødderne fantastiske offroad egenskaber. Det sidste betyder rigtigt meget, når det drejer sig om rå byggepladser, hvor der tit er vanskelige bundforhold at arbejde med.