Grøn varme for milliarder skaber tusindvis af job
Fjernvarmen investerer i grønne anlæg. Alene i år bruges fem milliarder på investeringer - og det skaber job.
Det er, hvad massive investeringer i grøn fjernvarme kommer til at betyde i år. Det er investeringer for fem milliarder kroner i solvarmeanlæg, geotermi, biomasse og kilometervis af nye ledningsnet, viser en undersøgelse fra Dansk Fjernvarme.
Også sidste år var der gang i investeringerne. Her blev der brugt mere end 3,7 milliarder kroner i nye udvidelser og projekter. Det skabte 4400 grønne arbejdspladser.
Direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen siger, at det er investeringer, som indeholder alle de aspekter, samfundet har så stort behov for:
- De er grønne, de skaber grøn vækst og arbejdspladser, og for landets mange fjernvarmeforbrugere er de med til at sikre lave fjernvarmeregninger, siger Kim Mortensen.
Direktøren er dog bekymret for, at udviklingen vil gå i stå hurtigt efter 2013. Og at nye regler og lovgivning ikke gør det økonomisk attraktivt for den almindelige boligejer at skifte til fjernvarme fra fossile varmeløsninger som oliefyr og individuel naturgasfyr.
- Boligejere vælger til syvende og sidst ud fra, hvad der er billigst for dem privatøkonomisk. Men med eksempelvis en tung afgiftsbelægning af fjernvarme i forhold til individuel naturgas, ja, så udjævnes prisforskellen, siger Kim Mortensen.
Han peger blandt andet på, at den såkaldte kalkulationsrente på fem procent arbejder stik imod projekter med vedvarende energi.
Og selv om det står i regeringsgrundlaget, har SRSF-regeringen ikke sænket renten, der blandt andet skal gøre det mere rentabelt at investere i miljø-, klima- og energiforbedringer.
Folketinget har besluttet, at al el og varme i 2035 skal være fossilfri. Allerede i 2020 skal forbruget af fossile brændsler være halveret.
- Det vil ikke kunne lade sig gøre, når man rammer den grønne fjernvarme hårdt med afgiftsstigninger og regler, der arbejder imod de politiske målsætninger, siger Kim Mortensen.
/ritzau/