Ankenævn afviser mange klager
Op mod halvdelen af de klager, Byggeriets Ankenævn modtager, bliver afvist eller henlagt
I 2012 afsluttede Byggeriets Ankenævn 642 sager i alt. Af dem måtte ankenævnet afvise eller henlægge 299 klager. Det svarer til 47 procent af klagerne. Ankenævnet afviste størstedelen af klagerne, nemlig 190, mens 109 klager blev henlagt.
- Antallet af sager, der bliver afvist eller henlagt har ligget på nogenlunde samme niveau de seneste år, fortæller sekretariatschef for Byggeriets Ankenævn Louise Larsen.
I 2008 var det 50 procent af de afsluttede sager, der blev afvist eller henlagt, og i de efterfølgende år til og med 2012 har niveauet ligget på mellem 44 og 47 procent. Langt de fleste sager bliver afvist, fordi de bevismæssigt er uegnet til ankenævnets behandling. Det gælder 62 procent af sagerne.
Usikkerhed om aftalen
Grunden til, at så mange sager bliver afvist, fordi de er uegnet til behandling af ankenævnet, er, at der er for stor usikkerhed omkring de aftalemæssige forhold.
Af Byggeriets Ankenævns årsberetning fremgår det, at nævnet ikke kan behandle disse sager, da nævnet behandler sager på skriftligt grundlag og ikke foretager parts- og vidneforklaringer under strafansvar.
Ankenævnet har for eksempel afvist en sag, hvor der forelå et skriftligt tilbud. I sagen var der uenighed om, hvorvidt der var bestilt ekstraarbejder:
“Parterne har afgivet modstridende oplysninger om, hvorvidt der i forbindelse med arbejdets udførelse er indgået mundtlig aftale mellem dem om udførelse af ekstra arbejde i forhold til det skriftligt aftalte," står der i afvisningen.
Selv om der foreligger en skriftlig aftale, ville sagen kræve bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, og derfor fandt ankenævnet den uegnet til ankenævnsbehandling.
I en anden sag, som nævnet afviste at behandle i 2012, var de stridende parter så uenige om de aftalemæssige forhold, at nævnet ikke fandt den egnet til at blive behandlet i nævnet.
Forbrugeren havde blandt andet klaget over en manglende dampspærre ved efterisolering af skunke samt manglende dampspærre bag en el- og målertavle.
Virksomheden, der havde udført arbejdet, oplyste i sin skriftlige redegørelse til nævnet, at der forud for gennemførelsen af arbejdet havde været drøftelser mellem forbrugeren og virksomhedem omkring dampspærrens omfang, og at de indklagede forhold ville have medført en merpris, som forbrugeren ikke havde råd til at betale. Ankenævnet afviste sagen med den begrundelse, at den store uenighed gjorde, at den ikke kunne afgøres ud fra det skriftlige grundlag.
