Gangstere på stilladser
Det mest bekymrende er dog ikke bare ulovlighederne, men også politiets manglende vilje/evne til at gribe ind og stille de ansvarlige for retten. Det burde være en smal sag, når et antal stilladsarbejdere gribes på fersk gerning, at stille dem for retten inden for få døgn og dømme dem for hærværk eller for at udsætte andres liv for fare ved eksempelvis at fjerne murfæstninger. I mindst ét tilfælde har der også været tale om grov vold mod en murermester.
Når kun to ud af 60 sager, som beskrevet i JP Erhverv og Økonomi", inden for de seneste 17 år er endt med domfældelse, og tilmed med meget lav straf, vidner det om en ligegyldighed fra ordensmagtens side i forhold til faglige aktioner.
Både fagbevægelsen og politikerne fra alle partierne i Folketinget bør tage afstand fra de nævnte aktioner, der intet har med faglig kamp at gøre, men ene og alene må opfattes som det, det er - kriminelle handlinger. Når Stilladsarbejdernes Landsklub bakker op om aktionerne, uden dog at ville tage ansvar for dem, bør 3F svare igen med at smide stilladsarbejderne ud af den organiserede fagbevægelse. Ingen anstændige medlemmer i LO-familien er tjent med at blive slået i hartkorn med de gangstermetoder, der er taget i anvendelse af stilladsarbejderne.
I sidste ende skader stilladsarbejderne de fuldt lovlige konflikter, der skal skabe ordnede forhold på det danske arbejdsmarked. Stilladsarbejderne er med deres ulovlige aktioner med til at undergrave ikke bare den danske arbejdsmarkedsmodel, men hele det danske retsamfund.
Stilladsarbejderne bidrager med deres ulovligheder til, at de politikere, der i det seneste år har flirtet med indgreb over for lovlige blokader, får yderligere vind i sejlene. Dermed undergraver stilladsarbejderne hele den organiserede del af den danske fagbevægelse.
Der bør selvfølgelig kun være ét svar på undergravende virksomhed, og det er eksklusion fra 3F og dermed også LO.