Den gamle by holder de kriminelle væk
Gellerup skal igennem en omfattende byfornyelse, som skal være med til at sænke kriminaliteten
- I forbindelse med, at den modernistiske byggestil slog igennem i 60erne, hvor man i højere grad funktionsopdeler byområder i eksempelvis industriområder og parcelhuskvarterer, er kriminaliteten steget markant i forhold til i de traditionelle ældre byområder, fortæller specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, Karsten Nielsen.
Ifølge Karsten Nielsen mister de funktionsopdelte områder den naturlige overvågning, der sker, når man har et mix af boliger, butikker og kontorer.
- Der er flere beskyttende øjne, når der generelt er mere aktivitet i området. I gamle dage var der flere småhandlende i gaderne, og derudover var kvinderne hjemmegående. Det gav mere tryghed og mindre kriminalitet. Nu gælder det om at genindføre nogle af de samme kvaliteter bare på en ny måde, siger han.
Omlægning af veje
Det Kriminalpræventive Råd har været lidt inde over byfornyelsesprojektet i Gellerup, fordi Aarhus Kommune sammen med fem andre kommuner er med med i et projekt om kriminalprævention i byplanlægning, som rådet i samarbejde med Trygfonden står bag.
Kommunerne skal indarbejde den eksisterende viden om kriminalprævention i deres planarbejde. Deres erfaringer skal munde ud i vejledningsmateriale til landets øvrige kommuner. Vejledningsmaterialet forventes at være trykt omkring årsskiftet.
- I Gellerup prøver man at indføre de gamle kvaliteter i byplanlægning. Gellerup ligger nærmest som en ø, der er afskåret fra de øvrige byområder, og nu vil man prøve at ophæve den adskillelse. Det vil man blandt andet gøre ved at omlægge veje og stier, forklarer Karsten Nielsen.
Ved at etablere flere veje på tværs i boligområdet og ved at forsøge at skabe et hovedstrøg skal der skabes mere aktivitet og interaktion i byområdet.
- Der skal skabes et mere levende bybillede, som skal tiltrække flere erhvervsdrivende. Derudover skal flere offentlige kontorer rykkes derud. Alle disse tiltag er med til at øge den naturlige overvågning, og det er tryghedsskabende og har en kriminalpræventiv effekt. Folk begår ikke lige så meget kriminalitet, når flere ser dem, siger Karsten Nielsen.
Bedre belysning
Belysning er også en af de faktorer, der bliver sat fokus på i Gellerup. Der er blevet sat belysning op flere steder, som var identificeret som utrygge steder, og belysningen er markant forbedret ved at skifte til led-belysning.
Ifølge Karsten Nielsen handler det ikke om at skrue op for belysningen for fuld skrue:
- Hvis man skruer op for belysningen, skaber man tilsvarende mørke områder udenom. Det handler i stedet om at skabe behagelig belysning, så det er rart at færdes der. Det betyder for eksempel, at flere vil gå tur, og så bliver området mere trygt.
Karsten Nielsen fremhæver Sibiliusparken i Rødovre og Egebjerggård i Ballerup som gode eksempler på byområder, hvor det kriminalpræventive aspekt er tænkt ind.
- De tilbagemeldinger, vi har fået fra kommunerne og beboerne har været positive. De oplever generelt mindre kriminalitet og føler sig mere trygge - også selv om der ikke er låse på opgangene, siger han.