23948sdkhjf

Byggenyt

region nordjylland

STØVRING: Et flertal i Rebild Byråd har besluttet at bygge et helt nyt rådhus i Støvring.

Det indebærer, at alle den tidligere Støvring Højskoles bygninger på nær hovedbygningen rives ned.

Det nye rådhus kommer til at koste kommunen omkring 35 mio. kroner.

REGION MIDTJYLLAND

FAVRSKOV: Favrskov Kommune vil lave en helhedsplan for den tidligere hjulfabrik Trelleborg og området omkring den, skriver Randers Amts Avis.

Firmaet bag det nu lukkede Trelleborg og et projektudviklingsfirma har peget på muligheden for at omdanne det knap fem hektar store erhvervsområde til et lokalcenter med butikker, boliger, sportsfaciliteter, plejeboliger med mere, og på den baggrund vil forvaltningen nu udarbejde en helhedsplan, der beskriver mulighederne for at udvikle området til et blandet område med forskellige byformål.

Helhedsplanen skal indgå i den revision af kommuneplanen, der skal i høring til foråret og vedtages i løbet af 2013.

Også andre projektudviklere har udtrykt ønsker om at bygge. Blandt andre firmaet Kaup APs, som vil rive ejendommen Skolevej 6 i Søften ned og opføre en 1.000 kvm stor dagligvarebutik i stedet.

REGION HOVEDSTADEN

lyngby: Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har besluttet at fremlægge et forslag til lokalplan for Vesttribunen på Lyngby Stadion til offentlig høring.

Lokalplanforslaget omfatter det nuværende stadion med vesttribune, løbebaner og fodboldbane, og lokalplanens formål er at muliggøre opførelsen af en ny vesttribune på Lyngby Stadion.

Lokalplanforslaget er fremlagt til høring indtil den 5. november.

HILLERØD: Butikscentret Gallerierne i Hillerød får en ny transparent facade ud mod Slotsgade, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Miljø- og Teknikudvalget i Hillerød Kommune har sagt god for, at der dispenseres fra gældende lokalplan, så det kan lade sig gøre at ombygge facaden.

Det er imidlertid ikke kun facaden, der skal ændres.

I stedet for som nu at have 20-25 enheder, vil Gallerierne efter ombygningen rumme tre-fire store butikker på omkring 1.200 kvm og enkelte små butikker. Den nye facade skal ifølge planerne stå klar i foråret 2013.

HELSINGØR: Børne- og ungeudvalget i Helsingør Kommune har nu besluttet, at den nye cityskole på Helsingør Byskoles grund kun bliver på tre spor mod tidligere planlagt fire spor, skriver Helsingør Dagblad.

Det betyder, at skolen skal være en hel del mindre end først planlagt, og udbudsmaterialet er derfor blevet ændret.

Prognoserne for børnetaller viser, at der ikke i første omgang bliver brug for så stor en skole som planlagt, men til gengæld sikrer kommunen sig, at der ved opførelsen af den kommende cityskole indbygges en mulighed for en eventuel senere udbygning til fire spor.

Den nye cityskole skal afløse Helsingør Byskole og Skolen ved Kongevejen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131