Byggenyt
AARHUS: Eleverne på Marselisborg Gymnasium har ikke plads nok, og derfor arbejder skolen med et stort udvidelsesprojekt. Der er blandt andet en ny kantine og en ny undervisningsfløj mod Marselig Tværvej med en delvist nedgravet multihal på vej. Imidlertid støder projektet, især multihallen, på stor modstand i lokalområdet, fortæller Århus Stiftstidende.
Aarhus Byråd behandlede lokalplanen, der skal gøre udvidelsen mulig, forleden, men den skal en tur over teknisk udvalg, inden den igen kommer for byrådet.
HAMMEL: Rema 1000 har købt en grund på Vestergade 16 i Hammel af Farvskov Kommune. På grunden skal der opføres et Rema 1000 supermarked, som ifølge planerne skal åbne i 2014.
Det er Reitan Ejendomsudvikling, der bygger for Rema 1000, og her har man store forventninger til den nye butik.
Der skal nu laves en lokalplan, som skal sendes til høring og godkendes politisk, inden byggeriet kan gå i gang. Hvis alt går efter planen, bliver det første spadestik til byggeriet på Vestergade 16 taget i efteråret 2013.
For at sikre gode trafikale forhold har byrådet besluttet, at der skal bygges en rundkørsel i krydset mellem Ny Tilemannsvej og Anbækvej i samme ombæring.
VIBORG: Økonomiudvalget i Viborg Kommune holder møde den 12. december, og et af punkterne på dagsordenen er en ansøgning fra Boligselskabet Viborg Amt afdeling 52 om tilsagn til opførelse af tre almene familieboliger i Hvam.
Viborg Byråd har principielt godkendt, at Boligselskabet Viborg Amt kan etablere almene familieboliger på Kirkebyvej i Hvam, og der er reserveret en kvote på tre almene familieboliger.
Boligselskabet anslår, at byggeriet vil have en anskaffelsessum på 4.883.000 kroner.
Projektet omfatter tre fritliggende boliger i ét plan med carporte. Boligerne er på cirka 102 kvm med fireværelser og opføres i gule facadesten samt med rødt tegltag.
REGION HOVEDSTADEN
LYNGBY: Midt i Kgs. Lyngby udbyder Lyngby-Taarbæk Kommune cirka 16.350 kvm til salg. Det drejer sig om "Kanalvejsgrunden", hvor der er mulighed for at bygge cirka 40.000 etagemeter. Kanalvejsgrunden ligger ved Klampenborgvej, tæt ved Lyngby Storcenter og byens grønne områder med gode trafikale forhold.
Kommunen udbyder arealet i tre delområder, hvor der kan gives bud på køb af hele eller dele af det udbudte areal.
Grunden kan anvendes og bebygges på mange forskellige måder. Der er mulighed for at anvende grunden til boliger, detailhandel, liberalt erhverv, kontorer og anden publikumsorienteret service. Der er ikke på forhånd taget stilling til, hvor meget de forskellige anvendelser skal udgøre, og det er heller ikke fastlagt, at området skal indeholde alle anvendelserne.
Kommunen ønsker, at bebyggelsens stueetager og udearealer skal indgå som en attraktiv del byen, herunder at bebyggelsen skal fremme bylivet og indgå som nyskabende del af byens liv med for eksempel cafeer, restauranter eller andre anvendelser.
Udbuddet offentliggøres snarest muligt på www.ltk.dk/udbud, oplyser kommunen.