23948sdkhjf

Stop nu klynkeriet

Der er hverken tid eller råd til at beklage sig over nye vilkår og øget pres i forhold til opmålinger og mængdelister, siger Dansk Byggeri. FRI forlanger kompensation for ekstraarbejde til rådgiverne
Der ligger et stort produktivitetspotentiale i de udførendes tilbudsproces, hvis der kommer en øget digital kvalitet i udbudsmaterialet.

Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport og anbefaling fra Dansk Byggeri.

Den handler om udførende virksomheders potentiale, udfordringer og krav til digitalt udbud, og beregninger foretaget i samarbejde med Bygningsstyrelsen viser, at der årligt kan spares flere milliarder kroner.

- Det er ikke fri fantasi, at der er gevinster for mellem to og to en halv mia. kroner. Det er dog rigtigt, at man kan udregne mængder forskelligt, men vi er ikke så naive at tro, at vi derefter bare kan trykke en på knap, som rådgivere har antydet, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri til Licitationen – Byggeriets Dagblad. Han påpeger, at jo mere præcise mængder, der kan opgøres, des nemmere er det at bygge.

- I dag påtager entreprenøren sig den virkelighed, så mit budskab til rådgiverne er: Velkommen til virkeligheden, siger Michael H. Nielsen, der undrer sig over, at de offentlige bygherrer i deres udbudsstrategi ikke stiller forpligtende krav om såkaldte mængdelister i fremtidige udbud.

- Man smider dermed en produktivitetsgevinst på op mod to mia. kroner væk. Og en vag og uforpligtende formulering i to nye statslige bekendtgørelser (om brug af informationsteknologi i det offentligt byggeri, red.) kan komme til at koste milliarder af ekstra kroner til byggeri, siger han.

Skal anvendes i 3D

Eller som rapporten siger:

“En øget digital kvalitet i udbudsmaterialet vil kunne indløse potentialet for de udførende virksomheder. (..) hvis materialet også indeholder udbudsmængder og anvendelige digitale bygningsmodeller i 3D, vil det helt klart kunne bevirke, at de udførende kan effektivisere deres tilbudsproces."

- Alle, der regner, har omkostninger, men der er plads til forbedringer, og virksomhederne kan spare dyre efterfølgende opmålinger og beregninger hos de bydende, siger Michael H. Nielsen, der understreger, at han ikke har noget mellemværende med nogle af de arkitekter, der har blandet sig i debatten.

- De er sikkert dygtige og grundige folk, men jeg fornemmer også at de siger, at det er synd for dem, siger Michael H. Nielsen.

- Og det er der ikke overskud til. Samfundet forventer af os som samlet branche, at vi øger effektivitet og produktivitet, og det må alle bidrage med, siger han.

Sandheden er nuanceret

I et debatindlæg, som Licitationen bringer i morgen, siger Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører:

- Selvfølgelig har entreprenørerne en interesse i at få mængderne serveret på et sølvfad i forbindelse med udbud. Så bliver deres opgave mindre kompliceret – og jeg er helt sikker på, at rådgiverbranchen både kan og vil levere mængderne. Og så er problemet jo løst, kunne man tænke - men hvis det skal virke, kræver det, at rådgiverne bliver kompenseret økonomisk for det ekstra arbejde og ikke mindst for det større ansvar og den ekstra risiko, som de løber.

Læs FRI’s reaktion i debat i morgen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109