23948sdkhjf

OK-slutfase med hårdt personangreb

Dansk Byggeris formand genstand for voldsomt personangreb op til de måske afsluttende forhandlinger om byggeriets overenskomst
Tonen er skærpet drastisk, inden de muligvis afgørende forhandlinger om nye overenskomster mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F i weekenden. Det er Dansk Byggeris formand, Halldór P. Ragnarsson, der er genstand for udtalelser, som lønmodtagernes topforhandler, Peter Hougård Nielsen, har måttet tage afstand fra.

Det er Ole Vagn Christiansen, byggeformand for 3F Aarhus Rymarken og med i 3F-forhandlingsudvalget ved overenskomstforhandlingerne, der ved indkaldelse til en fastelavnshappening på Navitas-byggepladsen på Aarhus Havn torsdag eftermiddag har bevæget sig på kant med injurielovgivningen i omtalen af Halldór P. Ragnarsson, der også er direktør i E. Pihl & Søn.

Baggrunden er Aarhus’ i øjeblikket største byggeprojekt, Navitas-byggeriet, som skal blive Aarhus’ nye centrum for uddannelse, energi og innovation, og som Pihl er hovedentreprenør på.

Betonentreprisen er udliciteret til det polske firma Budomex, som beskæftiger omkring 120 mand på opgaven. Budomex er medlem af Dansk Byggeri men overholder ifølge fagforeningen ikke overenskomsten, og der er derfor i øjeblikket fem sager til fagretslig behandling.

Også personer

- Vi skal naturligvis være professionelle og diskutere substans, men det handler også om personer. Halldór Ragnarsson kan ikke gemme sig bag et skjold, hvor han det ene øjeblik er formand for Dansk Byggeri og det andet direktør i Pihl. Når han er formand for Dansk Byggeri, er hans person til skue og dermed også hans handlinger som direktør i Pihl. Derfor ser vi ikke noget problem i at sigte på ham, siger Ole Vagn Christiansen til Licitationen.

- Fastelavn er en god anledning til at få tingene ned på jorden og skåret skarpt ud, men den pågældende flyer er ikke sendt til pressen og ikke beregnet til offentliggørelse. Det handler dog grundlæggende om at finde løsninger for at forhindre at vores overenskomster bliver omgået. Problemerne er ikke nye, og Pihl og Ragnarsson har et ansvar for, hvad der foregår på deres byggepladser. Det gælder også her i Aarhus, hvor Pihls byggeledelse kan se, hvad der foregår på Navitas-pladsen, siger Ole Vagn Christiansen.

- De undergraver vores overenskomster, og det synes jeg faktisk, vi har en pligt til at gøre opmærksom på, siger han.

Underlødigt

Halldór P. Ragnarsson er oprørt over de meget personlige bemærkninger i fagforeningens medlemsindkaldelse.

- Det er underlødigt. Selvfølgelig må man kunne tage nogle stød, når man har en repræsentativ post, men i min verden er man gået langt over stregen. Jeg tager gerne en diskussion, hvis den er saglig. Det er det ikke i dette tilfælde, og derfor har jeg ikke flere kommentarer til det, siger han til Licitationen.

Lønmodtagernes topforhandler, formand for Byggegruppen i 3F og formand for BAT-kartellet, Peter Hougård Nielsen, tager afstand fra de personlige udtalelser.

- Der verserer en række faglige sager mod firmaet Budomex på den pågældende plads, hvor Pihl er hovedentreprenør. Derfor er der et stort fagligt fokus på byggepladsen. Men som udgangspunkt er det Budomex og ikke Pihl, der er ansvarlig for disse forhold. Og det er ikke i orden at inddrage Pihl og Dansk Byggeris formand i dette, skriver Peter Hougård Nielsen i en pressemeddelelse, som 3F har måttet udsende for at lægge låg på sagen.

- Vi kæmper både politisk og fagligt. De faglige sager afgør vi i det fagretslige system og tager hermed afstand fra personlige og injurierende udtalelser, siger gruppeformanden, der ikke yderligere har ønsket at kommentere den verbale strid.

Halldór P. Ragnarsson siger, at han er tilfreds med, at Peter Hougård Nielsen har taget afstand fra udtalelserne fra Aarhus.

Langt fra hinanden

Efter industrien sidste søndag afsluttede forhandlingerne med et forlig, der giver cirka 1,2 procent årligt over to år, er der lagt op til, at Dansk Byggeri og 3F kan afslutte de toneangivende bygge-overenskomster hen over den kommende weekend.

Der er indkaldt til forhandlinger fra fredag middag, og begge parter har indkaldt deres forhandlingsudvalg, der har fået besked på at tage en tandbørste med og reservere hele weekenden. Det kan med andre ord trække ud.

Forhandlerne er mødtes regelmæssigt den seneste måned, men kilder tæt på forhandlingerne oplyser, at man fortsat er meget langt fra hinanden, og der er ingen garanti for, at man når hinanden i løbet af weekenden.

Arbejdsgiverne møder med krav om løntilbageholdenhed og øget fleksibilitet af hensyn til konkurrenceevnen, mens lønmodtagerne primært ønsker stærkere værn imod at overenskomsterne undergraves af udenlandsk arbejdskraft samt i øvrigt forbedring af betalingen i forbindelse med sygdom.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11