23948sdkhjf

Vandtek slår dørene op i Odense

Politisk debat, øget eksport, vandplaner og ikke mindste verdensnyheder står i kø, når VandTek åbner dørene for anden gang i næste uge i Odense Congress Center
Over 150 udstillere er allerede klar til VandTek 2012 i Odense, der bugner af nyheder, når messen åbner i dagene 20. til 23. november i Odense Congress Center.

Messens nyhedskatalog Vandmærket vidner om en branche fyldt med innovation og udviklingsvilje. I alt 28 verdensnyheder er med på messen, hvor de besøgende får mulighed for både at se, røre og spørge.

- Det er positivt, at det igen er lykkes at stable VandTek-messen på benene med en samlet vandbranche og derved skabe et fælles fyrtårn. Det er ligeledes positivt, at vi oplever så mange godkendte nyheder – ikke mindst det flotte antal af verdensnyheder. Vi glæder os over den store opbakning, interesse og engagement, der er til messen, der byder på både politisk mini-topmøde, vandplaner og et stærkt konferenceprogram, fortæller VandTeks projektansvarlige Vibeke Birk fra MCH.

Stort vådområde

Temaet "Fra vandplaner til virkelighed" er gennemgående på både konferencerne og messens oplevelsesområde. Her opbygges et 250 kvm stort vådområde med daglige demonstrationer fra branchens aktører.

- Det er utroligt vigtigt, at man tænker hele vandkredsløbet sammen, når konkrete projekter skal føres ud i livet. Med klimaforandringerne vil vi se ændringer i vandkredsløbet, såsom mere voldsom regn og dermed udvaskning af næringsstoffer til vores vandløb, søer, fjorde og havet. Der skal flere tiltag til, for at vi kan opnå en bedre vandkvalitet. Herunder kommer etableringen af vådområder, som skal være med til at omsætte næringsstofferne og dermed mindske belastningen af vandmiljøet, fortæller faglig konsulent på VandTeks temaområde, Gyrite Brandt.

Minister kigger forbi

Miljøminister Ida Auken vil officielt åbne VandTek og møde branchens repræsentanter.

Her vil hun også runde et politisk mini-topmøde, der finder sted på messen med deltagelse fra vandselskaberne, kommunerne, Christiansborg og branchens medlemmer.

Her skal man drøfte de kommende opgaver og udfordringer omkring realiseringen af vandplanerne.

- Vandet er vores helt store udfordring i disse år, udtaler Nikolaj Sveistrup, der er chefkonsulent i Teknik og Miljø i Kommunernes Landsforening (KL) og fortsætter:

- Det er politisk vigtigt at sikre et rent vandmiljø, rent drikkevand og et robust Danmark gennem konkret klimatilpasning. Derfor finder vi i KL, at kombinationen mellem den politiske diskussion og de praktiske løsninger er essentiel for den fornødne handling, der skal til nu. Vandet giver også muligheder for at styrke den grønne omstilling lokalt og sikre flere blå jobs i kommunerne.

Priser for millioner

I forbindelse med VandTek 2012 uddeles der flere priser.

Blandt andet kåres vinderen af G.O. Andrups Grundvandspris. Ligeledes uddeles SSTT No-Dig Miljøpris og Danvas Energipris og VTUF (Vandsektorens teknologiudviklings fond) uddeler bevillinger for 20 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094