Byggenyt
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i morgen onsdag den 4. december se på lokalplan 953, Boliger Aarhus Ø.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af aftale mellem Aarhus Kommune og bygherrekredsen bag projektet "Havneholmen", og muliggør et boligbyggeri på 40.000 kvm etageareal i op til 13 etager.
Det indstilles til byrådet, at lokalplanen vedtages endeligt.
SKIVE: Skive Byråd har vedtaget lokalplan nr. 255 for Ålbæk Ferieby og kommuneplantillæg nr. 24 endeligt.
I forbindelse med den endelige vedtagelse er der foretaget nogle ændringer. Blandt andet flytter fire byggefelter i lokalplanområdets sydlige ende og bytter plads med bål- og legeplads.
REGION SJÆLLAND
SANDVED: Næstved Kommune har sendt et forslag til lokalplan for en udvidelse af Sandved-Tornemark Kraftvarmeværk i høring.
Byggeriet skulle egentlig have været gennemført i perioden fra juni til oktober i år, men to naboklager har forsinket projektet. Det nu fremlagte lokalplanforslag er nyt og tager højde for naboklagerne.
Der holdes borgermøde om projektet den 5. december.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG: Et flertal i By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har vedtaget at meddele tilladelse til at sammenlægge lejlighederne Gammel Kongevej 124, 5.th. og 5.tv. Ligeledes har et flertal i udvalget sagt god for sammenlægning af lejlighederne Lyøvej 10, st. tv. og st. th. og for en delvis sammenlægning af lejligheder Grundtvigsvej 4, 3. tv. og Grundtvigsvej 4, 3. mf.
GØRLØSE: Lokale- og Anlægsfonden har udvalgt tre spejdergruppers projekter til at gå videre i en særlig udviklingsproces, hvor op til tre ældre, slidte spejderhytter moderniseres. De udvalgte hytter ligger i København, Gørløse og Silkeborg.
12 spejdergrupper og ni arkitektvirksomheder søgte om at komme med i Lokale og Anlægsfondens udviklingsprojekt ved navn "Ombygget spejderliv". Udviklingsprojektet er rettet mod spejder- og friluftsgrupper, som typisk ejer ældre, slidte hytter, der trænger til at blive moderniseret.
De tre udvalgte spejdergrupper er DDS-gruppen LersøParkSpejderne i Københavns Nordvestkvarter, KFUM-spejderne i Silkeborg og KFUM-spejdernes 3. Lyngby Gruppe, der har hytte i Gørløse ved Hillerød. De tre udvalgte arkitekter er Lumo Arkitekter, Krydsrum Arkitekter og MLRP.
Hver af de tre spejdergruppers projekter vil blive koblet med en af de tre udvalgte arkitekter. Projekterne bliver udviklet igennem to workshops. Processen forventes afsluttet i april 2014.
De udvalgte projekter skal kunne realiseres for maksimalt én mio. kroner. Projekterne vil få op til 50 procent af de samlede projektomkostninger betalt af Lokale og Anlægsfonden.
BUDDINGE: Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har sagt god for, at varegård og varelevering hos Netto på Søborg Hovedgade i Budding kan overdækkes.
Ny bebyggelse skal opføres som sluttet facadebebyggelse og med symmetriske saddeltage.